Af Robert Spliid
Robert Spliid er chef for IKB Deutsche Industriebank i Luxembourg og finanskommentator i Dagbladet BørsenDe Konservative har i de seneste år som de eneste stået fast på, at marginalskatterne skal sænkes. Trods seks års regeringsdeltagelse har partiet imidlertid ikke formået at gennemføre væsentlige mærkesager. Derimod er det på behændig vis lykkedes Dansk Folkeparti at komme igennem med størstedelen af sine mærkesager.
På forhånd var der ikke de store forventninger til, at Bendt Bendtsen kunne komme igennem med kravene om lavere marginalskatter. De manglende forventninger er bestemt ikke blevet gjort skamme. Også denne gang fejlede den konservative partiformand i en sådan grad, at hans efterfølgende sejrsmelding må betegnes som pinlig.
Bendt Bendtsen gik ind i forhandlingerne med det klare mål at få nedsat skatten på den sidst tjente krone, helst til 50 pct. Resultatet blev en uændret marginalskat. Til gengæld hæves grænserne for, hvornår der skal betales mellem- og topskat. Bendtsen kan så påstå, at indkomstskatterne er blevet sænket, men var det alene det, der var hovedformålet?
Noget tyder på, at den konservative partileder ikke har gjort sig de store tanker om formålet med at sænke indkomstskatten. Man skulle tro, at det blot handler om at fortælle vælgerne, at de skal betale mindre i indkomstskat i 2008, end de gjorde i 2007. Men hvis man vil et samfund med social mobilitet, hvor det er muligt for de virkeligt initiativrige at bygge store formuer op, er kompromiset nærmest latterligt. Fastholdelsen af den høje marginalskat betyder også, at Danmark forbliver et af de lande, hvor det er sværest at bevæge sig op ad den sociale rangstige.
Desværre handler skattedebatten hverken om incitamenter eller om retten til at bevare værdien af det, man selv skaber. Den handler kun om, hvor meget den enkelte sparer, hvis den pågældende ikke ændrer adfærd. Hvad bliver der til folkepensionisten, hvad får skolelæreren, og hvad bliver der til direktøren? Diskussionen om skattelettelser er blevet reduceret til en fuldstændig malplaceret gavediskussion.
Men "skat som gave" er og bliver en tabersag. Det er alt for nemt for populistiske politikere at skabe det indtryk, at pengene meget bedre kan anvendes på såkaldte "velfærdsgoder". Selv om kendsgerningen er, at heller ikke en marginalskat på 95 pct. kan finansiere alle de "sociale rettigheder", som Socialdemokratiet (i bedste Dansk Folkeparti-stil) nu har foreslået.
Skattelettelser handler ikke om at uddele gaver. Det drejer sig derimod om at få lokket de mange talenter ud af busken, som kan bidrage meget mere til værdiskabelsen i det danske samfund. Det er ikke bare den berømte entreprenør, der tager store risici eller opfinder bilen, der kan køre uden brændstof. Det handler især om de mange højt uddannede mennesker, som besidder viden og energi, hvoraf kun en brøkdel udnyttes. Der hersker en betydelig politisk uvilje imod, at de skal have lov til at beholde en større del af de værdier, de selv skaber.
Det skal indrømmes, at det er svært at formidle kravet om lavere marginalskatter på en populistisk måde. Det er dog ikke desto mindre lykkedes politikere i alle andre europæiske lande, ja selv i Sverige, at få budskabet om lavere marginalskatter til at trænge igennem. Overalt har man kunnet overbevise et flertal i parlamenterne om, at der vitterligt er noget, der hedder "dynamiske effekter". I Sverige er det endda bevist, at det har været gratis at sænke marginalskatten fra 85 til 50 pct.
De danske medier har imidlertid besluttet, at dynamiske effekter ikke eksisterer i Danmark. Det er for længst besluttet, at folk yder lige meget, uanset hvad de får for det. De, der mener noget andet, hører ikke hjemme i det danske velfærdssamfund.
