Af Jens Frederik Hansen
Nød lærer nøgen kvinde at spinde - hun forsøger i det mindste. Det har også været den klare reaktion på diverse etniske uroligheder. Noget skal gøres, men hvad?Det siges ikke højt, men som en understrøm mærker man, at en del opinionsdannere finder, at det ikke er helt så slemt at lave ballade i flok, som hvis man begår det enkeltvis. Forstå det, hvo som kan.
Hvis man tror, at ildspåsættelse er ufarligt, så skal man tro om igen. Det er ganske vist ikke så slemt som i gamle dage, hvor man hyppigt så hele byer gå op i flammer. Men forskellen på gamle dage og vor tid består først og fremmest i, at der langt sjældnere opstår brande. I et samfund, hvor al mad skulle tilberedes over åben ild, og alt lys var levende lys, skete brande hyppigere. I vor tid sker de sjældnere, men når de endelig sker, så er de ikke mindre farlige, navnlig fordi den store dræber ikke er ilden, men derimod røgen! Og derfor er strafferammen fortsat livsvarigt fængsel, hvilket ellers kun kan opnås ved drab og bombesprængning. Der er god grund til at tage molotov-cocktails alvorligt, selv når det kun er biler og affaldscontainere der brændes af. Men selvfølgelig er brøden mindre end ved mordbrand.
Stenkast kan heller ikke slås hen som en ubetydelighed. Hvis man mener, at stenkasteri kan bortforklares, så er det da paradoksalt, at stenkast benyttes som henrettelsesmetode i en række lande. Ja, det er endog angiveligt sådan, at man ved en stening ikke må bruge for store sten - for så går henrettelsen for stærkt. Så kast med selv ret små sten må altså være livsfarligt.
Hvad gør vi så ved det? Sociale indsatser kan måske være meget godt i forhold til de grupper, som endnu ikke er kommet på afveje, selv om man godt kan være noget betænkelig ved, at offentlige myndigheder skal gå ind i at indgyde dens borgere de rette meninger.
For de, som har begået klart uacceptable handlinger, er det nødvendigt at benytte samfundets repressive sanktioner - straf, erstatning og naturligvis medborgernes klare fordømmelse.
I almindelighed er straf ikke specielt fremmende for fremtidig positiv adfærd, men der må også være grænser for vor accept af negativ adfærd. Navnlig føler jeg mig ganske overbevist om, at Søren Pinds bekymring for selvjustits er meget relevant. Da jeg forleden under en aftenspadseretur bevægede mig blot 50 meter udenfor parcelhuskvarteret, blev jeg mødt af en hujende bande, der med sin truende adfærd skræmte mig helt over på det modsatte fortov. Det kan nok være, at jeg havde lyst til at rotte mig sammen med andre gode borgere på vejen og give lømlerne en omgang af deres egen medicin. Jeg gjorde det ikke, men det kunne andre måske finde på.
En klar faktor i virkningen af straffesystemet er sandsynligheden for opdagelse og efterfølgende sanktion. Det findes der et klassiskt empirisk bevis for, nemlig den politiløse tid under besættelsen. Al den snak om solidaritet under 2. Verdenskrig er en myte. Da politiet forsvandt, eksploderede kriminaliteten fra dag et! Så det afgørende er, at ved optøjer skal hele banden opleve, at de fanges ind og får en straf. Dette er en del af princippet bag reglen i grundlovens § 80 om tre gange i kongens og lovens navn at opfordre mængden til at skilles. Derefter er man automatisk medskyldig i balladen.
Derudover er der måske brug for at hente nogle yderligere principper frem fra glemslen, nemlig forældrenes ansvar. Når små lømler kan finde på at optræde på gaden midt om natten, så har forældrene svigtet. Punktum
Og derfor er det spændende at henvise til den gamle bestemmelse i politiloven af 1871, hvor der stod, at "Dersom den af et Barn begaaede Forseelse maa tilskrives Mangel paa behørigt Tilsyn af Forældre eller Andre, der træde Barnet i Forældres Sted, ville disse og ikke Barnet være at straffe for Forseelsen (...)". Altså, når lømler på 12 år befinder sig på gader og stræder længe efter sengetid, og forældrene ikke fører opsyn med dem, så hæfter forældrene for deres gerninger.
I virkeligheden handler det jo om, at forældrene straffes for det manglende tilsyn, og det er måske ikke helt ubegrundet. Det er i hvert ikke så langt fra vores retstradition, som nogle måske ville mene. At reglen ikke har været brugt i mangfoldige år er så en anden sag. Det er jo først, når behovet opstår, at kvinden lærer at spinde.
Opmærksomme borgere vil selvfølgelig vide, at vi for nogle år siden fik en ny politilov, og bestemmelsen findes ikke i dens rene form deri. Men det fremgår af lovens forarbejder, at det var hensigten at videreføre eksisterende straffebestemmelser. Og selv hvis reglen er afskaffet i al gedulgthed, så kunne man måske overveje at genoplive den, når der er tale om grove tilsynssvigt. Det er ikke drakoniske årelange fængselsture man bør indføre, for det gavner ikke, men en lille erindring på en månedstid til en familiefar, det har såmænd nok sin virkning.
Straf løser imidlertid ikke hele problemet, navnlig fordi straffen i sig selv ikke gavner det uskyldige offer for forbrydelsen. (Kan nogen forøvrigt fortælle mig, hvorfor lømlerne hærger egne boligområder og dermed egne naboer. Hvis jeg boede i ghettoen og skulle lave ballade, så ville jeg da gøre det i parcelhuskvarteret eller på strøget! Men giv dem nu endelig ikke ideen.) Det får offeret til gengæld af erstatning, og i den forbindelse er det også et almindeligt accepteret princip, at manglende tilsyn med og instruks af børn kan medføre erstatningsansvar for forældrene. Traditionelt er ansvaret "lempeligt", men erstatningsret er en organisme, som hele tiden udvikler sig, og måske vil domstolene i de kommende år kunne føle sig inspirerede til en strengere kurs, navnlig hvor barnet har handlet forsætligt og overtrådt helt basale normer.
Der skal faktisk ikke så mange erstatningskrav til, førend erstatningen bliver en langt tungere byrde end straffen. Og den følger med i mange år fremefter. Og hertil kommer, at en række af lømlernes forældre godt vil kunne betale, så der er et fornuftigt incitament til at undgå ballade. Men det er naturligvis igen afgørende, at hele gruppen mødes med erstatningskrav og ikke blot nogle udvalgte syndebukke, for så skaber man unødig bitterhed.
Måske er det altså ikke nødvendigt for den nøgne kvinde at opfinde spinderiet helt fra bunden, vi kan blot kigge i kassen med genbrugstøj; det som vi ikke har haft brug for i mange år, men som nu pludselig passer til situationen.
Jens Frederik Hansen er advokat
