Gabet mellem rige og fattige øges i Chávez' socialistiske paradis

Slettet Bruger,

13/08/2007

Alle er lige, men nogle er mere lige end andre. Sådan skrev forfatteren George Orwell i sin parodi på venstrefascistiske diktaturer, og sådan er det også i Hugo Chávez' Venezuela i dag. Det britiske tidsskrift The Economist beskriver den dobbeltmoral, der hersker i et land, hvis leder ofte siger, at "det er forkert at være rig". Men hvor de rette politiske forbindelser kan give adgang til ting, som den jævne befolkning aldrig kommer i nærheden af.

Siden 80'erne er andelen af fattige venezuelanere steget fra 28 pct. til 68 pct. Alligevel er gaderne fyldt med store amerikanerbiler, det er svært at få et bord på de bedste restauranter, og kunst- og vinimportører har aldrig haft det så godt.

"Nogle af Chávez' taler er spil for galleriet," siger Alberto Muller Rojas, en pensioneret general, der indtil for nyligt var præsidentens stabschef. "Jeg skal give dig et eksempel: Angrebet på borgerskabet." Som eksempel peger general Muller på bankerne, "det mest ekstreme udtryk for borgerskabets magt", men samtidig "den mest tilgodesete sektor" siden Hugo Chávez kom til magten i 1999.

Høj inflation og regeringschikane
Bankerne kan takke regeringens katastrofale økonomiske politik for deres velstand. Inflationen er på 20 pct., og valutaens officielle værdi er dobbelt så høj som de priser, valutaen handles til på det sorte marked. Så efterspørgslen blandt investorer er stor for udenlandsk valuta, importmuligheder og lukrative aftaler med regeringen - hvilket alt sammen kræver gode kontakter. Til gengæld må landmænd og andre producenter døje med priskontroller og regelmæssig chikane fra myndighederne.

Venezuelas embedsmænd gør meget ud af at fremhæve, at to tredjedele af landets fattige har nydt godt af regeringens velfærdspolitik. Staten driver supermarkeder, hospitaler og skoler, der alle subsidieres med skattepenge, og godt to millioner mennesker modtager et lille månedligt beløb fra staten. Men på trods af priskontrol og en minimumsløn, der har modtaget flere drastiske løft, spiser inflationen de forbedringer, der måtte være, beretter The Economist.

[email protected]

Kilde: