Folketingsmedlemmer vil give højere løn - til sig selv

Gruppeformændene for Venstre og de Konservative planlægger nu at give sig selv og deres kolleger i Folketinget en lønstigning på hele 22,9 procent,...

Slettet Bruger,

25/04/2008

Gruppeformændene for Venstre og de Konservative planlægger nu at give sig selv og deres kolleger i Folketinget en lønstigning på hele 22,9 procent, oplyser Dansk Folkepartis gruppeformand, Kristian Thulesen Dahl, til TV2 Nyhederne. Han er selv modstander af lønstigningen.

Baggrunden er ikke, at folketingsmedlemmerne har fået større ansvar eller mere at lave, men at deres politikerkolleger ude i kommunerne, borgmestrene, har fået højere løn. Det skyldes imidlertid kommunalreformen, som har gjort kommunerne større, hvilket automatisk har udløst en højere borgmesterløn. Folketingets medlemmer har hidtil været lønnet som en borgmester i en mellemstor kommune, men det, der før var en mellemstor kommune, er i dag kun en lille kommune.

Folketingspolitikernes vederlag ligger i dag på 550.955 kroner. Fremover vil Venstres og de Konservatives to gruppeformænd, Hans Christian Schmidt og Helge Adam Møller, gerne have det beløb hævet til 676.864 kroner. Lønstigningen skal ifølge Kristian Thulesen Dahl have været drøftet på flere uformelle møder i Folketinget.

Folketingets formand, Venstre-manden Thor Pedersen, kalder imidlertid lønforhøjelsen "absurd".

"Det er fuldstændig urealistisk overhovedet at stille nogen tal op, der bare nærmer sig en lønstigning som det, der er postuleret her," siger Thor Pedersen.

[email protected]

Kilde: