Fedt nok

Slettet Bruger,

20/06/2007

Af Christopher Arzrouni

Christopher Arzrouni er særlig rådgiver

Chefredaktør Tøger Seidenfaden vil have politikerne til at hæve prisen på en række fedende produkter. Angiveligt for at være solidarisk med alle dem der ikke kan finde ud af at slanke sig. Sådan skrev han på forsiden af sin avis forleden dag. Så var det, jeg kom til at tænke på, at Tøger faktisk har temmelig meget flæsk på sidebenene. Han ønsker åbenbart, at jeg skal være solidarisk med hans deller ved at betale noget mere for mine kager og mit slik.

Men det er hans deller. Og det er mit slik. Det er hans overvægt. Og det er mine penge. Jeg ønsker ikke at være solidarisk med Tøger Seidenfadens deller. Jeg ønsker ikke at betale mere i skatter og afgifter, fordi Politikens chefredaktør har en slap selvdisciplin. Hvis han gerne vil tabe sig, behøver han ikke blande politikerne og forbrugerne ind i det - eller mig for den sags skyld. Han kan bare tage at spise noget mere kål, løbe en tur eller tage trappen.

Professor Bente Klarlund Petersen fra Rigshospitalet har dokumenteret, at problemerne med fedme ser anderledes ud, når man dyrker fysisk aktivitet. Det, som gør det usundt at være fed, er ikke vægt som sådan, men inaktivitet. Bør man så ligefrem give tilskud til motionscentre? Eller øge beskatningen af de computerspil, der holder unge klinet til skærmen i stedet for at få sig en halv times frisk gåtur hver dag? Bør man afskaffe elevatorer?

Jeg tror gerne, at der er blevet flere overvægtige mennesker i Danmark. Men der er også blevet en hel del undervægtige. Hysteriske piger der er bange for at tage på og ender som anorektiske vrag. Småbørn der får slankemad, selvom de ville have godt af en ordentlig klat smør. Og ældre der decideret dør af underernæring. Hvad skal man gøre for dem? Indføre tilskud til fedtholdig mad for deres vedkommende? Eller tag bare mig selv som eksempel. Jeg drikker for lidt vin. Seriøs forskning viser, at jeg burde drikke et til to glas om dagen. Skal jeg så have rødvinstilskud?

Det er ikke ligetil at definere, hvad der er sundt. Det afhænger (også) af mængden! En smule alkohol hver dag er sundt. Druk er usundt. Det afhænger også af situationen. Sygehuset serverer chips, når man har givet blod. Så noget ernæringsrigtigt må der trods alt være ved dem! Skulle man endelig sikre sig, at vi fik den helt rigtige dosis fedt, kulhydrat og protein, skulle staten jo nærmest til at uddele rationeringskort. Når staten prøver at ramme problemerne ved at regulere, så rammer den som regel altid forkert. Dem, der tror på det modsatte, er enten himmelråbende naive eller forbenede socialister.
Tøger Seidenfaden og Co har selvfølgelig ret i, at penge er et stærkt incitament. Og det kan da godt være, at man kan "hjælpe" de svageste sjæle til at spise sundt ved at gøre fedtholdig mad dyrere. Men allerede i dag må vi konstatere, at prisen ikke er afgørende for, om vi spiser sundt eller usundt. Den billigste ernæring er tit utrolig sund, f.eks. kål, havregryn, gulerødder, vand og groft rugbrød. Og den billigste løsning ville slet og ret være at lade være med at spise en pose Matadormix. Helt.

Jeg anerkender, at ernæringseksperterne er klogere end jeg, når det gælder sammensætningen af min kost. Men bare fordi eksperterne har ret, skal de ikke have lov til at bestemme over mig. Jeg vil ikke tvinges. Jeg vil overbevises. Jeg vil ikke behandles som et lille barn - men som en voksen. Det er en sølle ekspert, der ikke kan overbevise folk ved hjælp af sine argumenter.

"Eksperter kan være gode nok til at formidle faktisk viden. Men når vi skal træffe personlige valg, er vi alle eksperter". Sådan sagde en dansk statsminister for nogle år siden. Det skriver jeg i hvert fald stadig under på. Vi mennesker gør masser af usunde ting. Vi er sågar usunde, når vi forholder os totalt passive. Men det er vores eget valg.

Kilde: