FOA: Thor P. regner det hele med

Slettet Bruger,

27/08/2007

Offentligt ansattes løn følger den generelle lønudvikling og social- og sundhedspersonalet tjener en god løn. Den udtalelse kom finansminister Thor Pedersen med tidligere på dagen, som svar på længere tids krav om højere lønninger for offentligt ansatte, særligt social- og sundhedspersonalet.

Det er faldet blandt andre Dennis Kristensen, der er formand for Forbundet af Offentligt Ansatte, der bl.a. tæller social- og sundhedspersonalet, for brystet og han mener, at finansministerens udtalelser er ukorrekte.

"Den er gal med begge påstande. Det er rigtigt, at vi følger nogenlunde med de privatansatte med hensyn til lønudviklingen, men også kun nogenlunde. De offentligt ansatte har i følge Danmarks Statistiks tal et dokumenteret efterslæb i forhold til de privat ansattes lønudvikling gennem de seneste år," siger han til DR.

"De får de tillæg, fordi de tager slæbet, når vi andre har gæster, går i biografen eller ligger og sover," forklarer han sig til Politiken.

Han påpeger, at for at nå op på en gennemsnitlig månedsløn på 27.000 kr. for en social- og sundhedsassistent, så er det nødvendigt at medregne feriepenge, pensionsbidrag og tillæg for at arbejde aften-, nat-, weekender og helligdage. Ifølge Dennis Kristensen bør man kun medregne deres grundløn, der gennemsnitligt ligger på 21.000 kr.

Ikke det samme
Efter kritikken understreger finansministeren, at han ikke har kritiseret de offentlige ansatte, som han til Ritzau betegner som hårdarbejdende, flittige og dygtige. Men han afviser samtidig, at der skulle være tale om et lønefterslæb inden for det offentlige.

Ifølge finansministeren, er et lønefterslæb og ønsket om en højere løn to forskellige ting.

"Man tager en gruppe ud og siger, at denne gruppe skal have mere i løn. Det er ikke det samme som, at gruppen er sakket agterud," siger Thor Pedersen.

[email protected]

Kilde: