Af Philip Fortuna
Philip Fortuna er direktør for Copenhagen Interpretation (www.cphint.dk)I midten af den sydlige del af sub-Sahara Afrika (herefter refereret til som Afrika) ligger det ukendte land Botswana, som er en succes efter de fleste standarder. Hvorfor har vi aldrig hørt om landet?
Siden Botswana blev uafhængigt i 1966, har landet haft den højeste økonomiske vækst i verden med et gennemsnit på ca. 9% p.a. indtil 1999. Væksten i den private sektor har gennemsnitligt været 10% årligt i løbet af Botswanas første 30 års uafhængighed. Regeringen har vedvarende fastholdt et budgetoverskud og har væsentlige reserver af fremmed valuta, som udgjorde ca. $6,2 milliarder i 1999.
Det er vurderet til at være det mindst korrupte land i Afrika ifølge en International vagthund, Transparency International, og rangerer nr. 38 på Heritage Foundations indeks over økonomisk frihed, hvilket gør Botswana næsten så frit som Sydkorea og friere end Frankrig. I dag eksisterer der også et solidt demokrati med regelmæssige frie, fair og åbne valg. AIDS er dog et voksende problem.
Jeg mener, at grunden til, at vi ikke kender Botswana og dets success, er fordi, det ikke passer ind i vores billede af "Afrika". Når Bono på TV erklærer, at vi skal "redde Afrika", føler vi os retfærdige og gode. "Lad os hjælpe de fattige," siger vi og tilføjer tavst, "fordi de ikke kan hjælpe sig selv". Vi ser hele kontinentet som et stort mørkt rod. En overordnet mislykket entitet, som har brug for vores enevældige hjælp.
Mere økonomisk hjælp er ikke svaret. Ifølge den keynesianske økonom James Shekwati fodrer hjælpen kun enorme, korrupte og ineffektive bureaukratier. Ifølge Globalisation Institutes forskning af Dr. Tomi Ovaska er mere økonomisk hjælp lig mindre vækst. Hver stigning på 1% i økonomisk hjælp som en procent af BNP, formindsker årligt det virkelige BNP pr. indbygger med 3,65%. BNP måler arbejdspladser, mad og kvaliteten af liv produceret - eller i dette tilfælde ikke produceret. Økonomisk hjælp virker ikke, men det får os til at føle os veltilfredse. Som den svenske forfatter, Johan Norberg, blogger:
"Da moderatoren, Bo Ekman, fra Tällberg fonden introducerede Joakim Stymne, der for nylig blev erklæret statsansvarlig for økonomisk hjælp, understregede Ekman at økonomisk hjælp er:
'Vigtigt for vores land ... [Og så en kort pause lige nøjagtig lang nok til at give en eller anden tid til at opfatte ubalancen i hvad der lige var blevet sagt og rette det] ... Øøh, og også for modtagerne ...'"
Jeg havde en interessant samtale med en venstreorienteret menneskerettighedsaktivist sidste måned. Vi diskuterede mange punkter og var meget uenige. Det var en go' samtale. Hvad der virkelig overraskede mig var hans syn på Afrika. Kort fortalt konkluderede han, at Afrika ikke var godt for noget, og at vi burde lade AIDS udslette dem, så vi kunne stoppe med at sende nødhjælp og bruge landet til noget fornuftigt. En ekstrem mening er jeg sikker på, men det lader til at være den samme opfattelse af "uduelige" afrikanere, som man ser andre steder.
Ser hele venstrefløjen på Afrika, som om kontinentets indbyggere har brug for at blive "reddet" som børn? I stedet for naboer som har brug for en hjælpende hånd til at komme i gang? Ser hele venstrefløjen alle mennesker som værende ude af stand til at tage vare på sig selv? Er disse synspunkter den almindelige holdning i samfundet?
Det falder mig ind, at måske hovedforskellen mellem de af os, som mener, at frihed er den ypperste menneskelige tilstand, og dem som ikke gør, er en fundamental forskel i overbevisningen om menneskets mulighed for at tage vare på sig selv. Tro på, at afrikanerne kan redde sig selv. Betragt dem som partnere.
