Eksperter i selvskabte problemer

Af Karina PedersenDe er så fattige, at de må ud og samle flasker for at brødføde deres børn

Slettet Bruger,

06. november 2008

Af Karina Pedersen

De er så fattige, at de må ud og samle flasker for at brødføde deres børn. De kan ikke betale deres regninger, deres børn har ikke råd til at deltage i skolearrangementer, og de har ikke råd til helt basale fornødenheder som beklædning og medicin. Skamfulde over deres fattige kår åbner de end ikke døren for fastelavnsudklædte børn, mens de til andre højtider selv må ud og tigge. Når december nærmer sig, får de ondt i maven over visheden om, at de ikke har råd til at opfylde deres børns ønsker, og når juleaften oprinder, står der ofte kun en stuebirk der, hvor der burde stå et juletræ.

Det er i sandhed sørgelige skæbner, som kontanthjælpsmodtagerne beretter om på hjemmesiden loftsramteeksperter.dk. Men hvordan kan man blive så fattig, at man end ikke har råd til et juletræ, som man trods alt kun behøver købe en gang om året? Det kan kontanthjælpsmodtagernes egne beretninger måske kaste lys over. Men først lidt om foreningen bag hjemmesiden.

Domænet tilhører en forening ved navn Foreningen til Køb af Udtalelser fra Loftsramte Eksperter, og dens formål er at hjælpe kontanthjælpsmodtagere - som den til lejligheden har døbt eksperter - med at opnå maksimal støtte fra staten. For ifølge den såkaldte loftslov fra 2004 vil der for kontanthjælpsmodtagere, som har været ledige i mere end seks måneder, være et loft over, hvor meget støtte de kan modtage, medmindre de arbejder nogle få timer om ugen. Foreningen mener imidlertid, at loven rammer mennesker, som slet ikke kan arbejde, og målet med at hjælpe de angiveligt uarbejdsdygtige bliver nået ved at betale dem for at beskrive, hvor hårdt det er at leve "under loftet", som foreningen kalder det. På den måde ser det ud, som om eksperterne arbejder de timer, som er nødvendige for at undgå beskæringer. Men idet foreningen betaler eksperterne, hvad end der skal til for at frigøre dem fra loftet, og da de kun behøver at skrive tre linjer, så synes der nærmere at være tale om almisse end regulært arbejde.

Hvis man læser de forskellige indlæg, så synes eksperterne - i hvert fald ud fra teorien om at mennesket er et produkt af sine omgivelser - at være bosiddende et eller andet sted mellem Sodoma og Gomorra. For hvad end det er, de fejler, så er det tilsyneladende ikke noget, som berører libidoen. De har næsten alle, hvis ikke nyfødte børn, så en stor børneflok. En har endda haft overskud til at finde sig en kone i Thailand, og der har også været kræfter nok til at gøre hende gravid. Flere beskriver, hvor hårdt det er altid at sige nej til de ting, børnene ønsker sig, men hvis det er så hårdt, hvorfor bliver de så ved med at få børn? Når de samtidig selv er så fattige, at de må forsørges af det offentlige, så synes en beslutning om familieforøgelse intet mindre end uansvarlig.

Og her nærmer vi os en ubehagelig sandhed om det, vi i Danmark kalder fattigdom - den er ikke et resultat af ydre, men derimod af indre faktorer. Det er det enkelte menneskes handlinger, som skaber fattigdom. Mennesket er ikke en viljeløs marionetdukke, som bliver trukket hid og did af en ond skæbne. Det er et tænkende væsen, og hvis man ser på de indlæg, som eksperterne har forfattet, så kan deres måde at tænke på måske give et praj om, hvorfor de lever, som de gør.

Her er nogle uddrag: "På mine gode dage, må jeg erkende, at jeg ikke alene er skyld i min situation. Det er lovgivningen" (...) "Hvorfor skal kommunerne dog træde på os der har så lidt i forvejen? Det virker helt forkert at de svinger rundt med milliarder til broer og hvad ved jeg, imens vi andre skal fratages et bare nogenlunde værdigt liv, og hvad bliver mon det næste de tager fra os? " (...) " eg har krav på at blive hjulpet ud af den økonomiske situation med deres hjælp" (...) "Det er uværdigt at man som borger i et rigt land skal gå rundt med ondt i maven, hovedpine og evig dårlig samvittighed over at man ikke kan give sine børn et 'normalt' liv" (...) "Vores børn har det dårligt pga loftsloven" (...) "Vi er allerede degraderet til andenrangsmennesker, og de skal nok sørge for at vi der ikke har penge forbliver sådan" (...) "I (regeringen) har bare lagt flere sten på vejen for den kontanthjælpsmodtager som er fanget i systemet, og det påstår i er godt, hvor er menneskerettighederne henne i det".

Indlæggene oser af selvynk, offermentalitet, krav og en tilsyneladende uklar forståelse for, hvad skattekroner egentlig burde bruges til. Men mest ulykkeligt er det, at de har fralagt sig ansvaret for deres eget liv. Det er jo ikke kommunen, systemet, lovgivningen eller for den sags skyld menneskerettighedernes fravær, som er skyld i deres situation. Hvis det var sandt, ville hele Danmark være i samme båd - eller måske rettere, alle børnene taget i betragtning, seng - som dem. Da det ikke er tilfældet, må deres fattigdom være et resultat af de valg, de har truffet. Og det er tydeligvis en dårlig beslutning at få børn, hvis man ikke kan mætte sig selv eller de poder, man allerede har.

Og hvor de har god styr på, hvordan man laver børn, så kniber det lidt med forståelsen, når det kommer til penge. Den her kontanthjælpsmodtager er et glimrende eksempel: "Enhver politiker med respekt for loftet over kontanthjælpen må sidde med en dårlig smag i munden, når de nyder deres øl/vin i Snapstinget, for det kan være mine penge, som har betalt den."

Som Shakespeare sagde, så kommer der ingenting ud af ingenting, og hvis man er så fattig, at man må forsørges af staten, så har man - forhåbenligt - ikke råd til at give omgange i Snapstinget. Men hvordan kan et menneske, som ingen penge tjener, tale om "mine penge"? Det vil et af foreningens bestyrelsesmedlemmer muligvis kunne svare på. For hvor der er nød og elendighed, er der som hovedregel (mindst) en socialist i nærheden. Og hvis man husker på, hvad det var Thatcher kaldte den typiske socialistiske syge (at løbe tør for andres penge), kan det så undre nogen, at Villy Søvndal er en af dem, som har forståelse for eksperternes situation?

Og måske er Thatchers diagnose en god ledetråd, hvis man skal gætte på, hvad det er, som gør eksperterne "uarbejdsdygtige". Med alle deres aktiviteter, så synes de jo at ligge nærmere kategorien "for raske til offentlig forsørgelse", end de gør til "for syge til at arbejde". For de kan samle flasker, score thaikvinder, skrive om deres liv, og kvinderne er tilsyneladende i så god fysisk form, at de kan føde både fire, seks og otte børn. Så måske er det netop fraværet af en mere alvorlig udgave af den socialistiske syge, som gør, at de ikke finder sig et arbejde - de er endnu ikke løbet helt tør for andres penge.

Som Joseph Townsend sagde i 1786, så har nød og lidelse det med at vokse proportionelt med den hjælp, som er tilgængelig for at afhjælpe den. Og er eksperterne, som føder det ene barn efter det andet på trods af, at de ikke selv kan forsørge dem - og vel egentligt også den danske velfærdsstat generelt - ikke sørgelige eksempler på, at Townsend havde ret?

Karina Pedersen læser Østeuropastudier på Københavns Universitet

Klik her og læs Karina Pedersens beretning om sin egen familie
Klik her og læs Karina Pedersens beskrivelse af det kvarter, hun voksede op i