Af Søren Pind
Søren Pind er folketingsmedlem for VenstreDer tales meget om lighed i disse tider. Lighed som en positiv værdi. Er den det?
Lige så vel som vi liberale altid mødes med en kritik af det ultimative liberale samfund - you know the drill; survival of the fittest, enhver sin egen and all ... - kunne det være et interessant tankeeksperiment at møde lighedselskerne med konsekvenserne af deres ønske.
Forestil dig en skov. En skov hvor naturens orden har gjort, at nogle træer er vokset mere end andre. Straks må ligheden slå til. Ethvert træ skal være lige højt. To slags træer må dermed lade livet. De lave. Og de høje. Lighedselskerne slår lidt knuder på sig selv ... Det var jo ikke de mindste træer, der skulle undgælde. Som tænkt så gjort - alle træer skal skæres ned til at være så højt - egentlig lavt ... - som det mindste træ i skoven ...
Sådan går der nu en rum tid, indtil man opdager en råddenskab i skovens træer. Ethvert træ, der har fået sin top skåret af, har mistet lysten til at leve. De rådner så at sige op indefra. Kun de små træer står stadig, som de egentlig var tænkt. Og en dag er de højere ... Og lighedselskerne tænker ... og sådan bliver det ved, til skoven består af en lang række af ens rådnende træer, der ultimativt en dag alle er borte fra jordens overflade.
Eller forestil dig en superliga, hvor ligheden og ensheden hærgede. I lighedselskernes folketingsgruppe ville der være to diskussioner: 1. om man overhovedet skulle have den form for konkurrenceprægede sportsgrene - nogen bliver jo kede af det, når de taber 2. den anden fløj der mener, det nok kan gå an, men at alle kampe bør ende uafgjort, for ellers er der atter nogen, der bliver kede af det. Denne fraktion deler sig atter i to, hvor nogle mener, der trods alt godt må scores mål, så længe resultatet er uafgjort - mens veganerfraktionen anfører, at det er synd for målmændene, hvis der scores. Og derfor skal alle kampe ende nul-nul. Veganerfraktionen ender med at vinde, som en slags kompromis. Et par år senere er Superligaen fallit, fordi folk på mærkværdigste vis svigter tilskuerpladserne ...
Eller forestil dig et arbejdsmarked, hvor staten lægger tungere og tungere byrder på dig jo mere du tjener. Lighedsfraktionen siger, at alle er lige - men nogle er mere lige end andre - og derfor gælder ligheden ikke dem, der har for meget. De skal aflevere mere end de andre. Det er ægte lighed. Her griber Mette Frederiksen-fraktionen ind, og bemærker, at der faktisk slet ikke behøver at være forskel på at have og ikke have - alle skal have det samme. Nyttefraktionen vånder sig lidt - de ser de store virksomheder, anført af A.P. Møller, forlade Danmark, hvis man ikke må have noget tilbage til sig selv. Og her slår den totale lighedsfraktion til: Hvis A.P. Møller forlader Danmark, bliver vi der er tilbage mere lige! Alle betragter hinanden ved dette indsigtsfulde og geniale forslag. Problemet om Cirklens kvadratur er løst: Vi skal have smidt de store ud, så vi alle kan blive ens. Og derved bliver det ...
Ønsker man sig lighed, ønsker man sig ensartethed. Ensartethed og lighedsmageri er hinandens indgifte og degenererede fætre og kusiner. Den sande dyd for en liberal er mangfoldighed - den mangfoldighed, hvor naboen får lov til alt det, naboen vil, så længe naboen ikke krænker min eller andres ret til det samme.
