Af Ole Birk Olesen
Der var engang, hvor Det Konservative Folkeparti var lig med brødrene Aksel og Poul Møller (far til Per Stig Møller). De dominerede især den ideologiske tænkning i partiet, og begge var i få år ledere af de Konservative, indtil døden tog Aksel Møller og sygdom fik Poul Møller til at trække sig.
Det er således ikke deres korte lederskab af partiet, som retfærdiggør Nikolaj Bøghs 407 sider lange bog, "Brødrene Møller", som udkommer på torsdag i næste uge. Bogen er i højere grad et portræt af den særlige konservatisme, som brødrene Møller udsprang af og selv udviklede. En konservatisme som forfatteren kalder "Frederiksberg-konservatismen".
Nikolaj Bøgh, hvad var Frederiksberg-konservatismen?
"Frederiksberg-konservatismen var jo en meget social og meget ideologisk konservatisme - eller
er for man kan diskutere, i hvor høj grad den stadig findes. Den findes i hvert fald ikke så meget, som den har gjort. Jeg sætter Frederiksberg-konservatismen i modsætning til det, man kan kalde liberalkonservatismen, som er mere pragmatisk og liberal i økonomisk forstand. Ophavsmanden til Frederiksberg-konservatismen var Christmas Møller, og hans protegé var Aksel Møller, som op gennem 30erne udviklede sig til at være partiets store ideolog. Han er nok den, der til dato har skrevet mest om konservativ ideologi. Han skrev om fædrelandet som rammen, om kærligheden til Danmarkshistorien og så om det sociale - at man skulle sørge for, at alle var med, og at staten skulle sørge for de svage. Men jo slet ikke på sådan en socialdemokratisk manér," siger Nikolaj Bøgh.
Samfundet skulle bygge på naturlige fællesskaber
Nej, vel nærmest tværtimod. Poul Møller var vel én af de sidste modstandere af den socialdemokratiske velfærdsstat i dansk politik, mens de folk, som i dag kalder sig socialkonservative, accepterer stort set alt, hvad socialdemokraterne har gennemført de seneste 50 år, ikke sandt?
"Ja, det var en hel anden form for politisk tankegang, brødrene Møller havde. Staten skulle være der, og der skulle stå respekt om den, men først og fremmest skulle man bygge samfundet på de naturlige fællesskaber, der var. Fædrelandet og Danmarkshistorien var den ramme, man tog udgangspunkt i, og den gjorde, at alle danskere havde en form for fællesskab og havde en interesse i at støtte hinanden. Det kunne man gøre indenfor familien, og det kunne man gøre på arbejdspladsen, hvor man gik meget ind for en socialt ansvarlig eller etisk kapitalisme. Aksel Møller mente, at den rene økonomiske liberalisme var amoralsk og uetisk, han pointerede fabriksejerens ansvar for at støtte de ansatte, også selvom fabrikken kom i økonomisk krise. Det var en tankegang om, at de naturlige fællesskaber i familien og på virksomhederne skulle give støtte til den enkelte, og kun der hvor det ikke fungerede, skulle staten træde til."
Hvordan skulle det stå i opposition til et liberalt synspunkt? Mig bekendt har ingen liberale tænkere ment, at folk ikke skulle hjælpe hinanden.
"Nej, det er rigtigt nok, men sådan så de på det. Specielt Aksel Møller mente, at liberalismen og socialismen var lige slemme, for de var begge ideologier, som byggede på et rent materielt grundlag og for liberalismens vedkommende udelukkende fokuserede på individet i stedet for fællesskabet, som spiller en stor rolle for de konservative."
De sidste modstandere af velfærdsstaten
Hvis man i dag spørger politikere fra Det Konservative Folkeparti, hvorfor de ikke vil skære lidt mere i velfærdsstaten, så svarer de, at de som konservative jo også har en social dimension. Hvordan hænger det sammen med, at de Konservative i 60erne var de sidste til at opgive modstanden mod den socialdemokratiske velfærdsstat?
"Det er rigtigt, at Poul Møller - og før ham Aksel Møller - var en meget, meget voldsom modstander af den socialdemokratiske velfærdsstat. Han mente, det var amoralsk og nedbrydende at give penge til folk, uden at de blev sat til at bestille noget til gengæld. Det var kun i absolutte nødstilfælde, at man skulle have penge fra det offentlige - det skulle først være efter, at man havde vist vilje til selvhjælp. Det var dem, der ville, men ikke kunne, der skulle have hjælp fra det offentlige, og universelle velfærdsydelser var man utroligt store modstandere af. Derfor kæmpede de også som udgangspunkt meget voldsomt imod folkepensionen. Når de Konservative i dag siger sådan, som du refererer dem for, så skyldes det efter min opfattelse, at de har glemt, hvad de egentlig står for. Der er jo sådan en generel samling omkring midten i dansk politik, og der er en holdningsmæssig forvirring hos partierne, men jeg synes, det er værre hos de Konservative end hos nogen andre. Poul Møller er jo faktisk ophavsmand til ordene, 'pengene ligger bedst i borgernes lommer'. Familien spillede en meget stor rolle for dem, og familien skulle ikke drænes for økonomi, den skulle have flere penge tilbage til sig selv, og det var bl.a. derfor, at Poul Møller sagde de ord. Brødrene Møller ville have været meget forundrede over den kæmpe stat, som er vokset frem i dag, og de prøvede jo også at modvirke det. Poul Møller skrev nogle helt vilde angreb mod det socialdemokratiske program fra 1953, for han så en lige linje fra indførelsen af folkepension, som var en del af programmet, til at samfundets frihed forsvinder, og at vi alle bliver klienter i den store socialdemokratiske velfærdsstat. Den store velfærdsmodstand fandtes hos de Konservative."
Tabte på pragmatisk kurs
Ifølge Nikolaj Bøgh måtte de Konservative især i VKR-regeringen fra 1968-1971 opgive deres modstand mod velfærdsstaten, for der skete lige det modsatte: Skatterne og de offentlige udgifter steg, mens de sad i regering. Samtidig gjorde VKR-regeringen også op med andre konservative mærkesager som modstand mod abort og porno.
Hvad fik de Konservative ud af, at opgive deres gamle standpunkter i den regering?
"De fik intet ud af det. Det gik fuldstændig galt. Først mistede de en masse stemmer til Kristeligt Folkeparti, og så mistede de ved valget i 1973 endnu flere stemmer til Fremskridtspartiet, der opstod som en protest mod den accelererende beskatning. Partiet blev splittet på kryds og tværs og mistede en masse stemmer til disse nye partier, der opstod som en protest mod den politik, som regeringen havde ført," siger Nikolaj Bøgh.
Burde Det Konservative Folkeparti efter din mening bevæge sig tilbage til synspunkterne fra dengang, brødrene Møller ledede partiet?
"Jeg synes, at der er meget sympatisk i det, og jeg synes også, at det er nogen nuancer, som mangler i dansk politik. Fædrelandskærligheden og omsorgen for Danmarkshistorien er stjålet af Dansk Folkeparti, og det er der jo ingen konservative, som taler om i dag - bortset fra lidt tilløb med en kulturkanon. Men jeg synes, at tanken om, at alting ikke kan gøres op i kroner og øre, og at alt ikke skal reguleres ned i detaljen, er tiltalende og noget som mangler. I dag handler det for alle partierne om at regulere og fintune på knapperne på den store samfundsmaskine, og det var en tanke, som var brødrene Møller fjern - de ville reservere en langt større del af livet til folks egen måde at organisere på. Lis Møller, Poul Møllers kone, gik sågar så stærkt ind for folks evne til at organisere selv, at hun støttede op om oprettelsen af Christiania og senere også støttede BZ-bevægelsen. For hende var det en - ganske vist ekstrem - måde at organisere tingene selv på, uden at man behøvede at blande staten ind i det, og det mente hun, at man måtte tage hatten af for."
Nutidens ledere er gennemsnitlige
Er der efter din mening forskel på kvaliteten af brødrene Møller og så de ledere, som Det Konservative Folkeparti har i dag?
"Ja, det synes jeg da, at der er. Frederiksberg-konservatismens nøglepersoner var enormt intellektuelle. De havde en stor viden om idépolitik, og de skrev meget om det. De var også enormt dygtige debattører og meget imponerende skikkelser, når de holdt taler. De var politiske forbilleder, som man ikke har i dag."
Hvad har man så i dag?
"I dag har man jo nogen ... hvordan skal man udtrykke det ... nogen måske mere gennemsnitlige personligheder som politiske ledere. Både i Det Konservative Folkeparti og i mange andre partier. De har jo ikke den der intellektualisme over sig og heller ikke den stærke idépolitiske forankring, som de her personer havde ... kan man vist godt sige," - siger Nikolaj Bøgh. Og smiler.
