Danskerne: Sort arbejde skyldes topskat

Slettet Bruger,

13/08/2007

At skulle aflevere op til 63 pct. af ens sidst tjente krone til skattekassen er ikke noget, der ansporer til at være skattebetaler. Det mener 7 ud af 10 af de adspurgte i en ny undersøgelse fra Dansk Industri (DI), der for første gang kæder danskernes høje skatter sammen med vores kærlighed for sort arbejde.

"Det er tankevækkende, at danskerne ikke alene bekræfter, at topskat tilskynder til sort arbejde. Med deres svar viser de også, at de udmærket kender skattesystemet og ved, hvornår det kan betale sig at yde en ekstra indsats," siger Tine Roed, vicedirektør i DI, til Jyllands-Posten.

I undersøgelsen, der blev lavet af Epinion, var 70 pct. enige eller helt enige i udsagnet, "Det nuværende skattesystem tilskynder til sort arbejde".

Skader konkurrenceevnen
Og det kommer overhovedet ikke bag på Skatteborgerforeningen. Her foreslår man at fjerne top- og mellemskatten, så alle danskere kan nøjes med at skulle aflevere 43 pct. af lønningsposen til staten.

"Hvis man fjerner top- og mellemskatten, kan det ikke betale sig at arbejde sort," siger foreningens formand Thorkild Poulsen.

Næsten en million danskere betaler i dag topskat, og det skader Danmarks konkurrenceevne, mener DI.

"Det er uholdbart, at 40 pct. af danskerne betaler topskat. Dermed straffes de, hvis de vil gøre en ekstra indsats," siger Tine Roed og påpeger, at mangel på medarbejdere har kostet de danske virksomheder vækst og ordrer for 28 mia. kr. over de seneste to år.

[email protected]

Kilde: