Danske mænd kan selv: Har bremset fedmen

Slettet Bruger,

26/09/2007

Højere afgifter på sukker. Træning i motionscenter på recept. Forslag har det ikke skortet på for at standse badevægtenes himmelflugt i de danske hjem. Nu viser det sig, at danske mænd tilsyneladende har taget sagen i egen hånd og har fået kontrol over vægten. Det skriver Nyhedsavisen.

"Stigningen af fedmeforekomster ser ud til at være stagneret for mænd siden år 2000. Tallet har været nogenlunde konstant," siger Arne Astrup, der er institutleder på Human Ernæring ved Københavns Universitet.

Også i forsvaret kan man se tendensen hos unge danske mænd på session.

"Vægten er ikke gået op siden 2004, hvor den stagnerede. Der er sket et lille fald i de mindre overvægtige, imens der er et uændret antal svært overvægtige," siger chefen for Forsvarets Rekruttering, Allan Damm.

Problemerne små i forvejen
I forvejen er danskernes vægtproblemer begrænsede i forhold til indbyggerne i andre vestlige lande. Både Tyskland og Englands indbyggere er mere overvægtige, og i USA er andelen af overvægtige borgere tre gange den danske.

"Vi frygtede for nogle år siden, at det ville gå som med USA og England, men det gør det ikke," udtaler Jes Søgaard, professor i Sundhedsøkonomi ved Syddansk Universitet.

Kvinderne i det danske samfund kan dog ikke fremvise de samme resultater som mændene. Kvinders vægt er svagt stigende, det er særligt lavtuddannede indvandrerkvinder, der fortsætter med at tage på.

[email protected]

Kilde: