DR-chef boykotter undersøgelse om byggeriskandale

Slettet Bruger,

20/12/2007

Byggeriet af DR Byen er blevet overskredet med 1,7 milliarder kroner, samtidig med at byggeriet er revnet, utæt og plaget af alskens dårligdomme. Samtlige partier i Folketinget stod derfor bag, da Kulturministeriet i januar bestilte en undersøgelse hos Kammeradvokaten og revisionsformaet KPMG. Ansvaret skulle placeres inden nytår. Men nu er undersøgelsen udskudt, og kan vise sig nyttesløs, for fire centrale personer, der har været ansat i DR, nægter at medvirke til undersøgelsen. Det skriver Politiken.

"Det er problematisk, at de modarbejder en stort anlagt revisionsrapport. Og det indtryk, de efterlader, er ikke positivt," siger Venstres medieordfører Ellen Trane Nørby til Politiken.

Blandt de fire finder man tidligere projektdirektør Kjeld Boye-Mølller, der var ansvarlig for DR's byggeplads fra 2001 til udgangen af 2006, hvor han blev afskediget. Også den tidligere økonomidirektør Bent Fjord, der i september 2006 røg ud med et gyldent håndtryk på 2,5 millioner kroner skulle være i blandt.

"Det er meget uheldigt, at to så centralt placerede personer med deres viden ikke deltager. Det vil betyde, at der vil mangle væsentlige elementer til forklaring af, hvad der er foregået," siger Mogens Rubinstein, der er medarbejdervalgt medlem af DR's bestyrelse og sidder i bestyrelsens byggeudvalg.

Revisionen skal igennem en million e-mails
Rubinstein erklærer sig i lighed med generaldirektør Kenneth Plummer og dennes forgænger Christian Nissen voldsomt interesseret i at finde de ansvarlige for milliardoverskridelsen. Måske kan de finde håb i den cirka en million e-mails, som revisionen har fået stillet til rådighed af DR's it-afdeling. Dem er man her i december gået i gang at sortere for af den vej at se, om man kan finde nye oplysninger, der kan føre til en forklaring på, hvordan det store byggeri kunne gå så galt.

"Der er brugt mange offentlige kroner på det her projekt. Og det er vigtigt at få kortlagt årsagen, når et budget skrider fra oprindelige 3 milliarder kroner til 4,7 milliarder," siger Kenneth Plummer til Politiken.

Den decimerede undersøgelse ventes tidligst færdig i marts.

[email protected]

Kilde: