DF skaber flertal for lobby-register

I endnu en sag går Dansk Folkeparti uden om regeringen og laver politik med oppositionen

Slettet Bruger,

27/02/2008

I endnu en sag går Dansk Folkeparti uden om regeringen og laver politik med oppositionen. Denne gang med støtte til et register over danske lobbyister, som nu har flertal i Folketingets præsidium. Det beretter Politiken.

Forslaget var så sent som februar sidste år oppe at vende i præsidiet, hvor det blev nedstemt. Men efter folketingsvalget i november 2007 blev Dansk Folkepartis Søren Espersen valgt ind i præsidiet, og det har tippet balancen.

"Et lobbyregister er en interessant ide. Det må være rart for alle parter at vide, hvem man snakker med, og hvem lobbyisterne repræsenterer. Der er så mange, der henvender sig til folketingsmedlemmer fra alle mulige kanter," siger Søren Espersen til Politiken.

Hav af registre
SF's Holger K. Nielsen og Svend Auken fra Socialdemokraterne bakker op om initiativet. Det konservative medlem af præsidiet, Helge Adam Møller, frygter dog, at et sådant register vil være virkningsløst.

"Jeg tror ikke, det virker. Jeg synes, vi i forvejen laver et hav af den slags registre, og det er kun bureaukrati for bureaukratiets skyld," siger Helge Adam Møller og fortsætter:

"De mennesker, der har noget at skjule, gør det, uanset om der er registre eller ej. De skal afsløres, og det er pressen med til," siger han til Politiken.

[email protected]

Kilde: