DF: Irakisk tolk må gerne bo sammen med kone og elskerinde

Slettet Bruger,

27/07/2007

Af Ole Birk Olesen

Der er grænser for, hvad det offentlige kan bestemme, også for Dansk Folkeparti. Selvom udenrigsordfører Søren Espersen i en pressemeddelelse tidligere i dag krævede af en irakisk tolk med to koner, som søger asyl i Danmark, at han enten skal skille sig fra den ene og få hende bosat et andet sted, eller at han skal tage hele sin familie med ud af landet igen, så bløder Søren Espersen nu op i et interview med 180Grader.dk

Søren Espersen, hvorfor er det nødvendigt, at placere hans ene kone et andet sted?
"Jeg ved ikke rigtigt, hvad der skal ske, men det skal standses, for bigami er kriminelt i det her land. Derfor foreslår vi, at han enten finder ud af, hvem han er gift med, og så må den anden kone så flytte, eller også må han sige, 'det her er min familie, den vil jeg holde sammen på', og så må han forlade landet. Jeg kan ikke forestille mig, at forholdet skal kunne fortsætte her," siger Søren Espersen.

Men det er jo ikke ulovligt for en mand at bo sammen med to kvinder, man kan bare kun have et retligt gyldigt ægteskab. Så hvorfor skal hun flytte væk - de kan vel bare blive skilt og så blive boende sammen?
"Det er rigtigt nok, men han har jo selv søgt om opholdstilladelse og asyl for begge sine koner. De er her som familiesammenførte, men det er manden, der er den truede part. Det er helt utænkeligt, at man kan indføre sådan et kriminelt forhold her til Danmark."

Så den ene kone skal flytte et andet sted hen. Hvor mange kilometer skal de være adskilt?
"Det ved jeg ikke, men hun skal ikke bo i samme lejlighed eller samme hus, hvis de får asyl. Man kan ikke forestille sig en situation, hvor de er en mand og to koner, og derfor skal de have en fireværelses for at få plads - den går ikke. Vi må være 100 procent sikre på, at hun har sin egen adresse, og at hun får asyl på egne betingelser, ikke fordi hun er gift med ham som kone nummer to."

Bigami er kriminelt på den måde, at man ikke må have to ægtefæller registreret hos det offentlige, men man må jo gerne være gift med en og så have en elskerinde boende, ikke sandt?
"Så er vi ude i en situation, hvor manden er selvforsørgende og kan købe en dejlig, stor fireværelseslejlighed med plads til både kone og elskerinde og børn, og det er der ikke noget kriminelt i. Men her taler vi sandsynligvis om en familie, der skal forsørges de næste mange år på kontanthjælp, og der skal regeringen og det offentlige ikke medvirke til noget, som er ulovligt i Danmark. Sådan noget skal ikke finansieres på statens regning."

Så de kan godt bo sammen, hvis han selv finansierer det?
"Vi skal bare holde fast i, at manden kun er gift med én. Og den anden kan ikke få ophold som hans familiesammenførte kone, men skal have asyl på egne betingelser," siger Søren Espersen.

[email protected]

Kilde: