DA: Fagforbund kører selvmålsstrategi

Slettet Bruger,

08/12/2007

Når fagforbund i disse dage spiller med på politikernes sange om mere i løn til de offentlige ansatte, så undergraver de det danske overenskomstsystem, der er et af verdens mest eftertragtede for offentligt ansatte. Den vurdering har Dansk Arbejdsgiverforenings administrerende direktør Jørn Neergaard Larsen i Børsen Executive. For de offentligt ansatte har i forvejen en garanti for en lønudvikling, der følger det private erhvervsliv, til gengæld er de ikke underlagt de samme krav om produktivitetsforbedringer.

"Lønudviklingen i den private og offentlige sektor følges jo ad, og set i det lys er det for mig uforståeligt og ubetænksomt, at nogle fagforeninger accepterer, at politikerne ville spille en rolle i deres forhandlinger og ødelægge systemet," siger Jørn Neergaard Larsen til Børsen Executive.

Han påpeger videre, at man skyder sig selv i foden, når man insisterer på lønstigninger, der ligger over de privatansattes niveau. Offentlige lønstigninger vil igen påvirke de private, og så kan det tilmed ende med, at de offentlige ansattes udbytte i realværdi bliver mindre som følge af inflation.

"Det er en selvmålsstrategi, man har begivet sig ud i, når man har købt politikernes dagsorden, som vi har set i de seneste uger. Det er slet ikke tænkeligt, at offentligt ansatte over tid kan have en lønudvikling, der ligger over udviklingen på det private arbejdsmarked. Det vil føre til løninflation, som alle ansvarlige økonomer og politikere også har advaret om," udtaler Neergaard Larsen.

Storkonflikt på vej
DA's administrerende direktør er også stærkt kritisk over for de politikere, der har lokket fagforbundende med på lønløftssnakken. Det gjorde man også i 1998, da daværende statsminister Poul Nyrup Rasmussen ville gøre det lidt bedre for den enlige mor, der cyklede sine børn på arbejde.

Nyrup opfordrede derfor arbejdsmarkedets parter til at tage hensyn til børnefamilierne i overenskomstforhandlingerne, og den dagsorden kom til at koste det danske samfund et nettotab på 10 milliarder kroner som følge af storkonflikt og et efterfølgende lovindgreb, forklarer Jørn Neergaard Larsen.

DA-direktøren er bange for, at næste års overenskomstforløb bliver en gentagelse af 1998.

"Der er nogle forhold og relationer på arbejdsmarkedet, som politikere ikke kan få succes med at blande sig i, uanset hvor meget de ønsker det, og hvis man som arbejdsmarkedspart tror, man kan få noget ud af de politiske dagsordener, så taber man," siger Jørn Neergaard Lassen til Børsen Executive.

Harald Børsting fra LO, der har holdt strategimøder med en række af de partier, der vil give mere i lønposen til de offentligt ansatte, har ikke ønsket at medvirke i artiklen.

[email protected]

Kilde: