Bureaukrati bremser firma der vil køre promillebilister hjem i egen bil

City Riders hedder et nyt firma, der vil hjælpe bilister med at få deres bil med hjem, selv om de har drukket alkohol ved en fest eller reception

Slettet Bruger,

06/06/2009

City Riders hedder et nyt firma, der vil hjælpe bilister med at få deres bil med hjem, selv om de har drukket alkohol ved en fest eller reception. Det skriver politiken.dk.

"Når bilister har fået en tår over tørsten, opstår det klassiske dilemma: Skal man tage chancen og køre hjem eller tage en taxa for så at hente bilen dagen efter med risiko for en parkeringsbøde eller ridser i lakken. Vores kerneserviceydelse er at fragte køretøjet hjem, og man kan så selv vælge, om man vil køre med," forklarer David Koch Mouritzen, der er partner i City Riders, til politiken.dk.

Men City Riders kan ikke komme i gang med at levere deres produkt. Færdselsstyrelsen har nemlig tilkendegivet, at de falder ind under taxiloven og derfor skal søge om bevilling hos Taxinævnet. Og her mener man, ikke at City Riders opfylder betingelserne for en bevilling.

"For eksempel skal de private biler, der vil bruge tjenesten, så være forsynet med taxameter, specielle nummerplader og taglygte. Det kan selvfølgelig ikke lade sig gøre i praksis," forklarer Jørgen Kjær, sekretariatschef i Taxinævnet i Region Hovedstaden.

Dermed har City Riders i over et år stået klar til at sende et produkt på markedet, som lovgivningen har blokeret for. Men nu er der tilsyneladende håb for virksomheden. Transportminister Lars Barfoed er i hvert fald positiv over for at kigge på reglerne.

"Paragraffer og bureaukrati skal ikke stille sig i vejen for så godt et initiativ, der kan skabe øget tryghed på vejene. f hensyn til trafiksikkerheden skal der være styr på, hvilke personer der kører ud sent om aftenen og henter folk og deres biler hjem. Men det tror jeg også, vi kan finde en løsning på," siger ministeren til politiken.dk.

[email protected]

Kilde: