Bredt krav om EU-afstemning

Slettet Bruger,

19/10/2007

Et bredt flertal uden om regeringen stiller nu krav om en folkeafstemning om EU-traktaten, der blev forhandlet på plads i nat. Ny Alliance er tilhængere af traktaten, men frygter, at en manglende folkeafstemning vil styrke nej-siden.

"Hvis vi springer over her, så vil Pia Kjærsgaard, Mogens Camre og Enhedslisten få alt for nemt ved at bygge deres myter op om EU som et udemokratisk helvede. Den mulighed skal de ikke have. Så må vi hellere tage diskussionen up front med det samme, siger Anders Samuelsen fra Ny Alliance til Ritzau.

Sjælden enighed
Ironisk nok bakker EU-skeptikerne i Dansk Folkeparti og Enhedslisten også op om en folkeafstemning.

"På markante områder overdrager vi mere magt til EU, og derfor insisterer vi på, at der selvfølgelig skal holdes en folkeafstemning," siger DF's EU-ordfører Morten Messerschmidt.

SF's
EU-ordfører, Anne Grethe Holmsgaard, opfordrer til en folkeafstemning, " fordi traktaten ligner det tidligere forslag ", ligesom Socialdemokraterne har udtalt sig positivt om at høre vælgernes dom.

R står alene
Kun hos de Radikale er der modstand mod en folkeafstemning om nye EU-traktat. Kun hvis der er tale om en suverænitetsafgivelse, er der behov for at spørge befolkningen, og det mener
Lone Dybkjær ikke, at der er.

Regeringen har hidtil nægtet at udtale sig om en folkeafstemning, før juristerne har gennemgået den nye traktat. Og det holder statsminister Anders Fogh Rasmussen (V) fast ved.

"I snakker om folkeafstemninger. Jeg snakker ikke om folkeafstemning, og det er ikke et emne på topmødet her," sagde han på pressemødet i nat, beretter Ritzau.

[email protected]

Kilde: