Borgmester forbyder "ved ikke", "kan ikke" og "ikke mit bord"

Slettet Bruger,

06/09/2007

Det skal være slut med kommunale skrankepaver, der ikke tager ansvar. Det mener en borgmester i Megion i Kahanty-Mansiisk distriktet. Han er så utilfreds med de kommunale medarbejdere, at han nu har forbudt deres brug af 27 specifikke, ansvarsforflygtigende sætninger, skriver themoscowtimes.com.

Blandt sætningerne er "det ved jeg ikke", "det kan jeg ikke" og "jeg har frokost". Forbuddet kommer for at fremme effektiviteten i administrationen, forklarer borgmesterens talskvinde.

"Det er en opfordring til medarbejderne om at tænke, før de taler. At sige "det ved jeg ikke" er det samme som at indrømme ens hjælpeløshed," forklarer Oksana Shestakova.

Megion har 54.000 indbyggere og ligger i Ruslands førende oliedistrikt. Byen har blomstret med de senere års stigende oliepriser og befolkningen er steget med 7 procent. Byggeriet i byen har ikke kunne følge befolkningstilvæksten, blandt som følge af kommunalt smøl.

"Bystyret er der for at gøre indbyggernes liv mere komfortabelt og fremgangsrigt. Medarbejderne skal finde frem til mekanismer der løser og fjerner problemer, ikke undgå dem," forklarer borgmesteren om det utraditionelle initiativ på byens hjemmeside.

Medarbejdere, der ikke følger de nye retningslinjer vil ifølge hjemmesiden "nærme sig øjeblikket for deres afgang".

[email protected]

Kilde: