Af Karsten Skawbo-Jensen
Synlighed og troværdighed er det første cowboytrick, man som folketingskandidat lærer at stræbe efter. Et demokrati er som et stort sangkor, hvor alle med hver sit næb prøver at sende sin stemme ud over rampen, men synger man for stille, drukner de spæde toner i det store kor, og andre bestemmer sangen og den politiske agenda. Sådan er vilkårene.Det borgerlige Danmark har ligesom venstrefløjen sine interesseorganisationer og engagerede skribenter, der efter bedste evne fabrikerer aviser, blogs, klummer, kronikker og læserbreve. Men af en eller anden årsag har venstrefløjen fået eneret på at samles på gaderne og pladserne i vores land. Som var det en naturlov, er det venstrefløjen, der med bannere og kulturkendisser mødes til demonstration foran de snurrende kameraer og de altid lydhøre mikrofoner, næsten aldrig det borgerlige Danmark. På den måde erobres den politiske dagsorden, der piskes en stemning op, og falske myter om Danmark som en social ruinhob sætter sig fast i bevidstheden, hvilket vi så under efterårets valgkamp. Spørgsmålet til konservative hattenåle og resignerede Venstre-liberale må derfor være: Hvornår går I på barrikaderne? Hvorfor er det kun venstrefløjen, der demonstrerer?
En del borgerlige er skuffede over, at VK-regeringen angiveligt ikke er borgerlig nok. Men også folketingsmedlemmer i Venstre og Det Konservative Folkeparti presses af tusindvis af velfærdshungrende demonstranter på Christiansborg Slotsplads. Tænk, hvis Slotspladsen bare en gang imellem fik besøg af en stor menneskemængde, som bakkede op om borgerlige initiativer og pressede på for flere af slagsen. Tænk, hvis også de borgerligere gik på barrikaderne og udgjorde et modstykke til det evindelige overbud og budgetpres og satte personligt ansvar og frihed i stedet. Tænk, hvis helikopteren på TV2 News måtte gå i luften for at filme en borgerlig demonstration fra oven.
Ja, jeg drømmer om plakater, hvor der står "Mindre omfordeling, mere velfærd" og om bannere med ord som "Personligt ansvar i stedet for lommepengesamfund", "Dynamik i stedet for jantelov", "Ansvarlig udlicitering i stedet for betonsystemer", "Valgfrihed for frie mennesker" og "Glæde over Danmark".
Venstrefløjen er som sagt dygtig til det der med demonstrationer og synlighed. Ved blot det første svage rygte om budgetjusteringer eller tilpasning af normeringer i kommunernes børneinstitutioner arrangeres ulovlige blokader og protestmarcher. Gymnasieelever følger hurtigt trop, forlader undervisningen og er på plads på pladserne. Og senest har offentligt ansattes demonstrationer lagt grunden til et kostbart parløb mellem Pia Kjærsgaard og Helle Thorning-Schmidt, som økonomerne gruer for konsekvenserne af. Man må tage hatten af for engagementet og energien, men måske beklage, at det altid kun er de store gruppers behov, der agiteres for, aldrig de smalle gruppers - f.eks. de sindslidendes, de syges eller de hjemløses.
Det borgerlige Danmark har da mange gode grunde til at komme op af lænestolen og af sted.
Hvorfor ikke demonstrere foran det lokale rådhus, når grundskyldspromillen sættes op, og skatteskruen får endnu et vrid? Hvorfor ikke kræve, at der bliver sat effektivt ind over for det sociale bedrageri, som årligt koster skatteyderne 3 mia. kr.?
Hvorfor ikke demonstrere foran Københavns Rådhus, når et politisk flertal belønner vold og vandalisme med et ungdomshus?
Hvorfor ikke gå i protestmarch til de regionsgårde, hvis politikere og embedsmænd ikke kan finde ud af at drive sygehusvæsenet tilfredsstillende?
Hvorfor ikke samles på Christiansborg Slotsplads mod statslige udgifter, der løber løbsk, og en offentlig vækst, der synes ude af kontrol?
Fortsæt selv listen - og lad os for en gangs skyld mødes på de borgerlige barrikader i 2008.
Karsten Skawbo-Jensen er folketingskandidat for Det Konservative Folkeparti i Københavns Omegns Storkreds
