Borgeraktion mod hjemløsebarakker i familiekvarter

Slettet Bruger,

05/05/2007

Borgerne i Stenløse er ikke tilfredse med kommunens plan om at plante en række mobile skure til folk, der ikke kan fungere i en normal bolig, klods op af et boligkvarter fuld af børn og en privatskole.

Borgerne, der er blevet underkendt af Naturklagenævnet, valgte i sidste uge at blokere byggegrunden med deres biler, så gravemaskinerne ikke kunne komme til. Borgerne har ikke noget imod boligløsninger til hjemløse, men de kan ikke forstå, hvorfor det skal være så tæt på børnenes legeområder, siger P4 København.

"Projektet er ikke i orden, hverken for de mennesker, der burde have den nødvendige og rigtige hjælp, eller de mennesker i området, der bliver ramt og påvirket af dette uansvarlige projekt," har borgernes talsmand, den tidlige landsholdsspiller i fodbold Kim Christofte, tidligere udtalt.

Kommunen er imidlertid fast besluttet på at gennemføre den upopulære plan, og satser i stedet på at overliste de stædige borgere.

"Nu har vi valgt at køre lav profil og vi håber, at de ikke vil opdage, hvornår det vil ske. Projektet vil blive gennemført som planlagt," siger Egedals borgmester, Svend Kjærgaard fra Egedal-listen.

Kilde: