Af David Holt Olsen
David Holt Olsen er cand. mag. i historie og europastudierHvis man lytter til den offentlige debat, kan det være svært at høre forskel på partiernes forhold til velfærd. Alle partier er enige om, at velfærd er et ubetinget gode, som vi skal kæmpe for at bevare eller udbygge. Men er denne konsensus positiv eller negativ?
Jeg vil fluks pointere, at overskriften og udgangspunktet for denne klumme er taget fra David Gress' glimrende bog "Det bedste guld". Gress skriver blandt andet om Tocquevilles tanker om demokratiets faldgruber: "Den offentlige menings magt indgår i den demokratiske tidsalder en alliance med den politiske [...] Den politiske magt vil selv bestå af mennesker, der er styret af den offentlige mening. De vil derfor stå over for borgere, der er enige med dem og medgørlige [...] Tryghed vil være dens store løsen, og i tryghedens navn vil borgerne lydigt underkaste sig, idet de ikke oplever deres underkastelse som lydighed, men som enighed, og enighed uden styring er det, der gør det demokratiske menneske lykkeligt. Resultatet bliver blidhedens tyranni."
Men hvad har disse tolkninger af noget en fransk, liberal adelsmand skrev i 1835 så at gøre med nutidens demokrati? Pointen med ovenstående citat er, at Tocqueville frygtede, at tankens frihed ville blive truet med demokratiets tendens til at tilpasse holdninger til hinanden - at gøre dem ensartede og passive istedet for forskellige og dynamiske. Åndens forfladigelse og nivellering istedet for intellektuel dynamik.
Og er det ikke netop det, som vi er vidner til med vores nuværende borgerlige regering? Her har man tilsyneladende intet nyt at meddele befolkningen. Man har været ved magten siden 2001 uden nogensinde at præsentere befolkningen for andet end pragmatisk kontraktpolitik totalt blottet for fremtidsvisioner. Derimod har man administreret og sågar udvidet den velfærdsstat, som alle partier tilsyneladende bakker ureflekteret op om i en forventing om, at det er hvad befolkningen forventer.
Begrebet velfærd er blevet den ultimative debatdræber. Begrebet kan ikke bruges nuanceret, da brugen af det opstiller en så kraftig dikotomi mellem gode og onde hensigter, at det lammer enhver åbenhjertig demokratisk debat. Senest bevist med de Konservatives reaktion på Ny Alliances skatteudspil. Håbefulde sjæle havde måske håbet på, at de Konservative ville benytte indsparket fra Ny Alliance til en italesættelse af begreber som frihed, personligt ansvar, samt hvordan disse har det under verdens højeste skattetryk. Eller mindre ambitiøst bare en diskussion af, hvordan frihed og lighed er hinandens forudsætninger, og at ligemageri og bestikkelsespolitik ikke er de konservatives utopia.
Alle diskussioner om ideologi eller fremtidsvisioner måtte desværre forstumme, da de Konservative selv valgte at spille/spilde velfærdskortet mod Ny Alliance. Deres skatteudspil var en trussel mod velfærden. Ikke en gang en diskussion af, om offentlig velfærd er det eneste lyksaliggørende, eller om der også kunne være en vis ræson i, at folk fik lov at beholde flere af deres penge selv, kunne det blive til. Velfærd er åbenbart kun velfærd, hvis det har været gennem de offentlige systemer. Vi må affinde os med, at regeringens uambitiøse skatteomlægning er, hvad vi får. Debatten lukket.
Et omvendt eksempel findes hos Socialdemokraterne. Når Helle Thorning-Schmidt kommenterer regeringens skatteudspil og siger, at Socialdemokraterne først vil "ordne den offentlige sektor, inden vi snakker skattelettelser", hvorfor spørges der så ikke ind til, hvornår den offentlige sektor er ordnet? Hvad er endemålet for Socialdemokraterne? Findes der overhovedet områder i samfundet, der ikke skal velsignes med socialdemokratisk, moraliserende reguleringsiver? Hvor stor må den offentlige sektor vokse sig? Kunne man tænke sig, at den selvsamme solidaritet og næstekærlighed, der ligger i omfordelingstanken, undermineres i hverdagen, når næstekærligheden mekaniseres og tvinges ned over hovedet på folk? Folk har så at sige betalt for solidariteten og næstekærligheden over skattebilletten, hvorfor disse etiske og moralske fordringer må glide i baggrunden til fordel for uhørt egoisme, krævermentalitet og en iver for at presse så meget som muligt ud af velfærdsstaten.
Et helt banalt udtryk for, hvor unuanceret disskussionen om velfærd kan være er, at alle partierne sjældent eller aldrig nævner, at velfærd er betinget af velstand skabt af det driftige, virkelystne individ. Dette individ samt individets incitament til at udfolde sig italesættes aldrig. Slet ikke i sammenhæng med velfærdsdebatter, som om initiativlyst intet har med debatten om verdens højeste skattetryk at gøre.
Alle disse basale spørgsmål stilles ikke i den daglige debat, og det hindrer en ideologisk og fremtidsvisionær eftertænksomhed, som måske kunne give en mere reflekteret opfattelse af begrebet velfærd og de betingelser, der skal være til stede for at uddele velfærd. Ikke bare hos politikerne, men også hos den befolkning som delegerer sin magt til politikerne.
Paradokset ved velfærdsbegrebet er, at partierne normalt ikke kan vinde valg ved emner, som alle er enige om. Derfor falder de emner væk fra dagsordenen. Men lige netop velfærdsbegrebet er blevet et kardinalpunkt i en sådan grad, at selvom alle partier er enige om, at mere er bedre, så er det stadig højt på dagsordenen. Dette skyldes formodentlig frygten for at skræmme vælgerne i deres velfærdskonsensus. Problemet er at denne leflen for vælgernes umiddelbare meninger hæmmer en diskussion af velfærdsstatens helt åbenlyse dysfunktioner: undermineringen af det personlige ansvar samt pacificerende incitamentsstrukturer.
Jeg anerkender fuldt ud, at moderne politik handler om taktik, pragmatik, stemmemaksimering samt at positionere sig i forhold til hinanden. Men den offentlige mening vil aldrig rykke sig ud af stedet, hvis man aldrig sætter en dagsorden, som ligger ud over det, som politikerne perciperer som værende folkets forventning. Ellers må man melde klart ud, at målet er blidhedens og tryghedens tyranni, som det tilsyneladende er det for alle partier i Folketinget. Debatten lukket.
