Blekingegade-medlem vil have efterforsker til at stoppe undersøgelse

At forsøge at afdække sandheden bag drabet på en politimand graver bare grøfterne dybere

Slettet Bruger,

22/02/2008

At forsøge at afdække sandheden bag drabet på en politimand graver bare grøfterne dybere. Den besked får den nu pensioneredet kriminalinspektør Jørn Moos fra et anonymt medlem af den venstreekstreme Blekingegadebande, beretter Politiken.

I et indlæg i det venstreorienterede tidskrift Det ny Clarté, skrevet af en mand, der hævder at være et af Blekingegadens medlemmer, bliver Jørn Moos' påstande om banden også kritiseret.

"Du forsøger (i din bog, red.) at beskrive det eneste, men fatale skud fra flugtbilen som værende overlagt rettet mod betjenten, til trods for dit indgående kendskab til de fakta, der skabte den farlige situation:

At de sidst ankomne betjente var usynlige for os på flugtruten, indtil det sekund advarsels-skuddet blev afgivet," skriver bandemedlemmet ifølge Politiken.

"Den anden stemme"
Medlemmet kalder sig ifølge Politiken "den anden stemme" med reference til det medlem af banden, der under betegnelsen "stemmen" udtaler sig i journalist Peter Øvrig Knudsens bøger om banden.

Bladets redaktør, Dino Knudsen, siger, han kan garantere, at forfatteren bag indlægget er et af de medlemmer af Blekingegadebanden, der under retssagen blev kendt skyldige i røveriet på Købmagergade.

Anklagemyndigheden fandt dog aldrig ud af, hvem der affyrede det dræbende skud, og ingen af bandemedlemmerne er derfor blevet dømt for drabet på politimand Jesper Egtved Hansen.

Ingen forældelsesfrist
"Den anden stemme" udtrykker irritation over for Moos' ihærdige forsøg på at afdække, hvad der virkeligt gik for sig, tilbage i november 1988.

"Til dig Jørn Moos, du helmer ikke. For drab er der ingen forældelsesfrist. I graver på tyvende år og graven grøften dybere hver gang (...). Forsoning er sundere for alle parter.

Men det kræver imødekommenhed, hvilket ikke har præget holdningen til 'Blekingegadebanden' og vores motiver. Forsoning nås ikke gennem hetz.
Ej heller gennem manipulationer."

Vil gerne mødes
Jørn Moos siger, at han er parat til at mødes med medlemmet på et hvilket som helst tidspunkt.

"Vi mente dengang i politiet, at den, der affyrede skuddet mod betjenten, gjorde det for at dræbe. Hvis drabsmanden har en anden udlægning, er det meget væsentligt, for der er stor forskel på, om drabet var forsætligt eller et uheld," siger han til Politiken.

[email protected]

Kilde: