Birthe Rønn: Per Stig opfører sig mindre begavet

Slettet Bruger,

14/07/2007

Per Stig Møller er ofte blevet beskyldt for at være for intellektuel til det danske folkestyre. Men når han ikke vil lade sine embedsmænd afhøre af politiet, før ministeriet har fået og svaret politiets skriftlige spørgsmål, så opfører han sig "mindre begavet". Det siger Venstres retspolitiske ordfører, Birthe Rønn Hornbech, til Jyllands-Posten i dag. Udenrigsministeren lovede ellers i går at bagmandspolitiet ville få deres mundtlige afhøringer, hvis de skriftlige redegørelser ikke viste sig tilfredsstillende. Men fremgangsmåden er stadig forkert, mener Birthe Rønn.

"Det problematiske er, at Udenrigsministeriet går ud med et signal til borgerne om, at man ikke skal lade sig afhøre til politiet," forklarer hun.

Også hos regeringens støtteparti vækker Udenrigsministeriets fremgangsmåde undren.

"Hvis hr. og fru Jensen bliver bedt om at møde til en samtale md politiet, så ligger det klart i kortene, at man stiller op. Der må ikke gælde mere beskyttende regler, bare fordi man er ansat i et ministerium. Der må gælde lige ret for Per og Poul,"siger Dansk Folkepartis retspolitiske ordfører, Peter Skaarup.

Per Stig Møller mener selv, at sagen nu burde være klar.

"Jeg har givet et meget klar tilsagn om at give adgang til mundtlige afhøringer, hvis bagmandspolitiet ikke er tilfreds med de skriftlige svar. Vi skal til bunds i denne sag. Birhe Rønn Hornbechs begavelse vil jeg ikke drøfte i medierne, selvom fristelsen er stor. Den slags burde hun også være hævet over," udtaler Udenrigsministeren.

I oktober 2005 konkluderede en undersøgelseskommission, at 2.000 virksomheder havde svindlet med FN´s olie for mad-program. Heraf var de 17 danske.

[email protected]

Kilde: