Af Peter Christensen
Peter Christensen er finanspolitisk ordfører for VenstreI meget gamle dage mødtes jægere og samlere for at udveksle varer - økser, pilespidser, skind, frugt, kød og deslige. Med tiden fandt menneskene på at bruge penge. De gjorde udvekslingerne nemmere, og så havde de en stor fordel: De var nemme at spare op. Og sådan er det stadigvæk.
Nu har Socialdemokraterne foreslået en ny opsparingsenhed, nemlig tid. Det skal simpelthen være muligt at opspare tid, ved at man arbejder hårdt i en periode af sit liv, for derefter at kunne slappe noget mere af senere.
Umiddelbart en sympatisk ide, men den rummer en masse problemer af samme slags som dem, fortidens jægere og samlere var udsat for. Nemlig hvordan opsparer man noget så flygtigt som tid?
Det helt oplagte spørgsmål er: Hvorfor opspare tid, når man kan opspare penge? En time er jo ikke bare en time. Er man under oplæring som sygeplejerske eller håndværker, er en time jo mindre produktiv, end når man er udlært. Og hvad hvis man skifter job? Skal man så kunne tage sine opsparede timer med sig? Det ville jo være rigtig farligt for en arbejdsgiver at ansætte en person med mange opsparede timer. Vedkommende kunne jo pludselig sige: "Jeg holder lige lidt fri, her er regningen". Jeg formoder, at en arbejdsgiver hellere vil ansætte en ung med få opsparede timer, end en 55-årig med mange. Således vil forslaget i øvrigt også ramme de ældre og mere sårbare grupper på arbejdsmarkedet.
Derfor giver det sådan set kun mening at opspare penge. Penge måler arbejdes værdi, mens det bliver udført. Og penge kan man tage med sig fra job til job.
Det anerkender "Familie- og Arbejdslivskommissionen" da også i sin nye rapport. På den baggrund foreslår kommissionen, at man kan opspare "tid" i form af penge på en "flekskonto". Pengene skal være fradragsberettigede, når man indbetaler dem, mens man skal betale skat eller afgift for udbetalingerne. Det giver mening. I hvert fald, når vi nu har det skattesystem, vi har.
Hvis en håndværker for eksempel arbejder hårdt og længe, mens han er i tyverne, skal han ganske ofte betale topskat af sin ekstraindtjening. Og hvis endelig han tager lidt fri, har topskatten taget så meget, at han mangler midlerne. Skattesystemets progression hindrer os i at fordele vores arbejdsindsats og vores fritid på en fornuftig måde.
Jeg er for det første ikke meget for, at man skal begynde at pille ved de pensionsopsparinger, som vi netop opmuntrer til for at fremme folks selvforsørgelse, når de bliver ældre. Hvis endelig man skal lave den slags skatteudjævningsordninger, ville det være bedre at gøre det adskilt fra pensionsopsparingen.
For det andet synes jeg, at man overser den letteste og enkleste løsning. Man kunne forenkle skattesystemet, så man ikke bliver straffet for at arbejde meget det ene år, og kun lidt det næste.
