Børnehaver advaret mod massedemonstrationer

Slettet Bruger,

06/09/2007

Efter weekendens gadekampe på Nørrebro er der ekstra fokus på dagens torsdagsdemonstrationer. Hele 69 demonstrationer vil symbolsk afgå fra 69 forskellige adressers husnummer 69 på datoen 6/9. Alle naturligvis for at kræve erstatning for det ryddede ungdomshus på Jagtvej 69.
Nu bliver kommunens skoler, børnehaver og vuggestuer advaret om at holde øje med, om de ligger i nærheden af de annoncerede demonstrationsadresser.

"Så kan de eventuelt tale med forældrene om, hvorvidt det ville være smart at hente børnene før klokken 16," fortæller Dorte Mikkelsen, der er administrativ afdelingschef for distrikt Nørrebro i kommunen, til politiken.dk.

Samtlige institutioner har fået mailen og det er første gang, at kommunen advarer mod demonstrationer.

"Det skyldes, at vi har hørt rundt omkring, at der er stor opbakning til demonstrationen i dag. Det kan sagtens være, at det bliver fredeligt, vi kan bare ikke vide det", siger hun.

Også politiet er særligt opmærksomme på dagens massedemonstrationer. Efter weekendens ødelæggelser har man sat ekstra ressourcer ind for at forhindre nye kampe.

"Vi vil dække det så godt, som overhovedet muligt. Det kan være alle steder, hvor der demonstreres, eller de steder, hvor det er mest nødvendigt. Men vi vil være massivt til stede i gadebilledet", siger operationsleder Michael Agerbæk.

De 69 oprindelige demonstrationer er blevet til 70. Klokken 17 mødes bekymrede borgere på Nørrebros Runddel for at sige nej til vold.

[email protected]


Kilde: