Amnesty roser Foghs håndtering af Muhammed-sagen

Slettet Bruger,

24/05/2007

Statsministeren gjorde det rigtige, da han forsvarede ytringsfriheden under Muhammed-krisen. Det skriver Amnesty International i deres årsrapport, som blev offentliggjort i går.

"Ytringer bør kun begrænses, hvis de direkte opildner til racemæssigt og religiøst had, men ikke hvis formålet er at udtrykke synspunkter, uanset hvor usmagelige de måtte være," skriver Amnestys generalsekretær Irene Khan ifølge Jyllands-Posten.

Rapporten indeholder dog også kritik af regeringen, som beskyldes for ikke at have udtrykt nok støtte til danske muslimer.

"Den danske regering stod korrekt fast på ytringsfriheden, men fejlede da det gjaldt om stærkt og øjeblikkeligt at markere dens vilje til at beskytte muslimer, der bor i Danmark mod diskrimination og social udstødning," skriver Irene Khan.

"Politianmeldelse var ikke udtryk for pression"
Enhedslistens folketingskandidat Asmaa Abdol-Hamid, der politianmeldte Jyllands-Posten for blasfemi, mener ikke selv, at hun ville krænke avisens ytringsfrihed.

"Der er ikke to mennesker, der gerne vil have begrænset deres egen ytringsfrihed, men sagen var om regeringens håndtering. Den søgte ikke dialog med de lande, som følte sig krænket og henvendte sig," siger hun.

Hun afviser, at sagsanlægget var et forsøg på at lægge pres på Jyllands-Posten og regeringen, men fastholder, at hun blot udnyttede sine demokratiske rettigheder ved at politianmelde avisen. Sagen blev i øvrigt afvist af rigsadvokaten, der ikke ville rejse tiltale.

Både ris og ros fra de Radikale
De Radikales leder Marianne Jelved, der beskyldte statsministeren for at splitte landet under Muhammed-krisen, vil ikke kommentere Amnesty-rapporten. I stedet sender hun bolden videre til partiets udlændinge-ordfører Simon Emil Ammitzbøll.

"Vi var enige med statsministeren i værnet om ytringsfriheden - også for Morgenavisen Jyllands-Posten, men vi var ikke enige, når han talte om at skille befolkningen op i får og bukke midt i den værste udenrigspolitiske krise, som Danmark har stået i i mange år. Da splittede han landet i stedet for at samle nationen," siger Simon Emil Ammitzbøll.

mkr

Kilde: