Alliancen

Af Robert Spliid

Robert Spliid er chef for IKB Deutsche Industriebank i Luxembourg og finanskommentator i Dagbladet Børsen

Det første man lærer i dansk politik er at tælle til 90 mandater. Og at det handler om at smede alliancer, der kan gennemføre en nogenlunde sammenhængende politik. Karakteristisk for sådanne alliancer er, at formålet sjældent er at gennemføre en politik til landets bedste, men at det i første række handler om at sikre alliance-medlemmernes sammenhold.

Denne regering er desværre ingen undtagelse. Tre partier, der kalder sig "borgerlige" har fundet sammen om at regere landet ved at dele og herske. To af partierne, Venstre og Konservative, har ganske vist et fælles idegrundlag, bl.a. at mennesket er vigtigere end institutionerne, at det skal kunne betale sig at arbejde, at privat kapitaldannelse skal være mulig, og at flest mulige opgaver skal løses uden det offentliges indblanding.

De to partier har imidlertid valgt at alliere sig med Dansk Folkeparti, hvis væsentligste formål er at appellere til følelser og fornemmelser blandt den del af befolkningen, der grundlæggende slet ikke interesserer sig for politik, og den udgør interessant nok en stadig voksende del af vælgerne. Det er vanskeligt at finde noget, der blot minder om en sammenhængende holdning til samfundets indretning i Dansk Folkeparti. Men et sammenhængende partiprogram har jo som bekendt heller aldrig været et krav for at stille op til et folketingsvalg.

At Dansk Folkeparti er et stemningsorienteret parti vidner partiets historie om. Størstedelen af partiets beslutningstagere udspringer af det hedengangne Fremskridtsparti, hvis eneste erklærede mål var at afskaffe indkomstskatten. (Stort set) de samme politikere afviser nu enhver tanke om at sænke topskatten med henvisning til, at det vil have social slagside.

Frem til 1995 kæmpede Pia Kjærsgaard ellers for markante skattelettelser under Fremskridtspartiets faner. Lad mig blot plukke et par citater ud: "Denne gang kræver vi reelle skattelettelser og meget store besparelser på de offentlige budgetter" (finanslovsforhandlingerne i 1990). Eller hvad med dette citat: "Partiet har tre mål, der skal opfyldes: skattelettelser, balance på statsbudgettet samt en fortsættelse af privatiseringsplanerne" (september 1990).

Senere skulle piben få en anden lyd: "Jeg kan slet ikke tilslutte mig, at man afskaffer efterlønnen og giver lettelser i topskatten" (kommentar til Velfærdskommissionen oplæg i september 2005). Pia Kjærsgaard har dog ikke været ene om at skifte holdning i løbet af de sidste ti år. "Vi kaster ikke slavesindet af os ved at afvikle socialstaten. Det er selve ånden i befolkningen, der skal ændres. Ja, jeg tvivler på, at vi overhovedet kan stoppe socialstatens vokseværk uden en fundamental holdningsændring i hele samfundet. Egentlig er der brug for en kulturkamp" (Anders Fogh Rasmussen i september 1993).

Selvfølgelig kan man ikke bebrejde hverken Pia Kjærsgaard eller Anders Fogh Rasmussen, at de har ændret politisk holdning over en ti-årig periode. Hvis de vitterligt begge har følt sig på politisk vildspor i de første 40 år af deres liv, er de i deres godt ret til at blive klogere. Det er ganske vist usædvanligt, at man som moden 45-årig foretager en så radikal holdningsændring, men det må man ikke desto mindre respektere. Det er fristende at mistænke de to toppolitikere for at have skiftet ham, fordi de har prioriteret den politiske karriere højere end den politiske sag, men bevise det kan man ikke.

Kendsgerningen er, at de to toppolitikere har haft succes siden valget i 2001. Sammen med de Konservative har V og DF været i stand til at mønstre et flertal i befolkningen ved en ganske særegen alliancepolitik. Pia Kjærsgaard har fået alle sine ønsker opfyldt i form af forskellige enkeltudskrivninger til et væld af socialt svage grupper. TV-Avisens beretninger om "kan det være rigtigt, at ..." er straks blevet fulgt op af krav om politisk handling, hvad enten det har handlet om forholdene på et bestemt plejehjem, dyretransporter til Rusland, kødskandaler, eller hvad TV-Avisens journalister nu ellers har måttet vælge at fortælle danskerne, når børnene er lagt i seng kl. 21.00.

Anders Fogh Rasmussen har desværre ikke kunnet gøre helt så meget for sine vælgere, men på snedig vis er det alligevel lykkedes ham at bringe dem til tavshed. Ved at indføre variabelt forrentede og afdragsfri lån har han nemlig medvirket til, at ejendomspriserne er steget langt mere, end indkomstudviklingen har kunnet forklare. Og det har fået mange vælgere til at føle sig som mangemillionærer. På papiret har vælgerne nemlig "tjent" enorme formuer, som de ganske vist ikke kan realisere uden at miste taget over hovedet. Men pyt, skidtet kan jo belånes, og penge er penge, uanset om man har lånt dem eller tjent dem. Danskernes formuestigninger har således fuldstændigt fjernet denne vælgergruppes pres for skattelettelser, og det har gjort arbejdet uhyre nemt for Fogh.

Spørgsmålet er bare, hvor længe alliancen mellem boligejerne og modtagerne af overførselsindkomster holder. Formentligt højst til boligmarkedet for alvor vender. Fogh kan så håbe, at Helle Thorning Schmidt til den tid har overtaget regeringsmagten.