Afviste asylsøgere bliver syge for millioner

Slettet Bruger,

07/07/2007

Det koster det danske samfund dyrt, at afviste asylsøgere ikke vil tage hjem, men bare anker deres sager igen og igen. Selvom vi har fået færre asylsøgere, er udgifterne steget, fordi de tilbageværende asylsøgere er storforbrugere af læger og psykologer. Den gennemsnitlige udgift per person er mere end tredoblet mellem 2003 og 2006, viser en ny analyse, som Udlændingeservice ifølge Berlingske Tidende har foretaget af sundhedsudgifterne.

"Tallene indikerer, at opholdstiden alt andet lige påvirker asylsøgernes sundhedstilstand," som det hedder i rapporten.

En af de mest grelle tilfælde er en familie med en mor på 27 og hendes fire børn, der har kostet samfundet godt 10 millioner kroner i sundhedsudgifter fra marts 2004 til 2006. I alt har familien haft brug for fire psykologer, fem støttepersoner og seks specialinstitutioner.

Krarup: Børn brugt som kanonføde
Integrationsordfører Henriette Kjær (K) mener at det er uvisheden, der gør de afviste asylsøgere syge, og vil gerne hjælpe dem med at komme hjem.

"Man bliver syg af at leve i uvished i forhold til ens videre liv, det giver psykiske problemer og kan ramme én somatisk. Derfor vil vi gerne have, at de, der har fået afslag, kommer hjem igen," siger hun.

Søren Krarup, medlem af Folketingets integrationsudvalg for Dansk Folkeparti, mener at de afviste asylsøgere har en interesse i at blive syge, så regeringen er nødt til at give dem asyl.

"De misbruger deres børn. Det er en ulykkelig situation, og jeg har ondt af de stakkels børn, der bruges som kanonføde af forældrene. Jeg er ikke forarget over de myndigheder, der forsøger at håndhæve landets love, men derimod går min forargelse på de forældre, der misbruger deres børn," siger Søren Krarup.

mkr

Kilde: