16 YouTube-visninger af radikal energivideo

Slettet Bruger,

18/10/2007

I USA har nye internetfænomener for alvor fået vind i sejlene i kombetanternes kampen om at blive landets næste præsident. En Hillary Clinton-kommentar om Dick Cheney og diplomati på hendes officielle YouTube-kanal er set af mere end 155.000 mennesker. I Danmark står det noget sløjere til. En YouTube-video, hvor de Radikales energiordfører, Martin Lidegaard, forklarer om det fornuftige i at spare på energien, var i går set af 16 mennesker, skriver Politiken.

"Hvor mange ville læse en pressemeddelelse? Det handler om at være til stede på de platforme, hvor borgerne er. Det kan selvfølgelig variere i succes fra gang til gang, men vi må ikke lukke os inde i vores eget miljø," siger den radikale kultur- og mediepolitiske ordfører, Simon Emil Ammitzbøll.

Hans parti klarer til gengæld frisag i den kritik af partiernes manglende debatmuligheder, som unge retter i en ny undersøgelse om unge og politik, der offentliggøres af Mellemfolkeligt Samvirke i dag. Til gengæld dumper de unge både Socialdemokraterne, de Konservative, Dansk Folkeparti, Ny Alliance og Enhedslisten for ikke at tilbyde muligheden for at chatte politisk.

Nemt at tiltrække unge
"Det er ellers meget nemt at lave. På en god dag kræver det en times arbejde. Et debatforum tiltrækker selvfølgelig en del støj og usaglighed, så det kræver pasning. Men når først det tager fart, trækker det hele tiden nye folk. Hvis politikerne også deltager, og man som bruger kan komme til at debattere med for eksempel Helle Thorning, ville det næsten være en garanteret succes," siger web-konsulent Martin Jørgensen fra Vertikal.dk til Politiken.

Martin Lidegaards energivideos besøgstal på YouTube er nu mere end fordoblet efter dagens omtale.

[email protected]

Kilde: