USA opretter ny rumstyrke

- USA's militære overlegenhed i rummet har vital betydning, siger præsident Donald Trump om ny militær styrke.
Den nye rumkommando  ledes af general John Raymond, som her udveksler håndtryk med præsident Donald Trump. Den amerikanske leder siger, at USA ikke vil lade andre blive førende, når det gælder evnen og kapaciteten til at føre krig med satellitvåben.
Den nye rumkommando ledes af general John Raymond, som her udveksler håndtryk med præsident Donald Trump. Den amerikanske leder siger, at USA ikke vil lade andre blive førende, når det gælder evnen og kapaciteten til at føre krig med satellitvåben.

Claes Kirkeby Theilgaard,

21/12/2019

USA reagerer på en tiltagende udfordring fra Rusland og Kina i rummet med oprettelsen af en amerikansk rumstyrke. Styrken er underlagt forsvarsministeriet Pentagon.

Det nye initiativ, som udspringer af et ønske hos præsident Donald Trump, har stødt på politisk modstand i Washington.

Men Det Hvide Hus står fast på, at det ikke vil tillade, at andre lande bliver førende, når det gælder evnen og kapaciteten til at føre krig med satellitvåben.

Trump har op til jul officielt skrevet under på dokumenter, som sikrer økonomiske midler til en militær styrke i rummet.

På en militærbase nær Washington betegnende Trump i en tale fredag rummet som "det nye domæne for krigsførelse".

- Vi står over for alvorlige trusler mod vores nationale sikkerhed, og amerikansk overlegenhed i rummet har vital betydning, sagde Trump.

Det er USA's første nye militære styrke i over 70 år.

- Vi er førende, men vi er ikke tilstrækkeligt førende. Men det kommer vi til at være inden for kort tid, tilføjede Trump.

Styrken kommer til at høre under det amerikanske luftvåben og bliver det sjette værn i USA's militær. De andre værn er hæren, luftvåbnet, flåden og marinekorpset, som leverer flådens kampstyrker til kriseområder, samt kystvagten.

Den nye organisation er en udbygning af rumkommandoen - Space Command - der blev oprettet i august.

Den sættes ifølge BBC i værk med et startbeløb på 40 millioner dollar (270 millioner kroner) i det første år. Det udgør blot en brøkdel af det samlede militærbudget på 738 milliarder dollar (næsten 5000 milliarder kroner).

Rumprogrammet skal blandt andet beskytte hundredvis af amerikanske kommunikations- og overvågningssatellitter.

Ministeren for det amerikanske luftvåben, Barbara Barret, siger, at styrken kommer til at bestå af 16.000 personer fra luftvåbnet og civilt ansatte.

Den nye rumkommando er blevet oprettet på et tidspunkt, hvor USA oplever, at Kina og Rusland presser hårdt på for at svække amerikanernes militære position i det ydre rum. Også Indien er begyndt at satse stærkt på teknologisk udvikling i rummet.

Den nye rumkommando skal ledes af general John Raymond. Han har tidligere stået i spidsen for en lignende enhed i det amerikanske luftforsvar.

Kilde: /ritzau/AFP