Pernille Skipper: Luk jobcentrene

Pernille Skipper løfter nu sløret for Enhedslistens 2020-mål. Og inden 2020 er omme, vil partiet gerne lukke jobcentrene, som vi kender dem.
Pernille Skipper, Enhedslistens partileder, taler på Folkemødet i Allinge på Bornholm i 2019. (Foto: Johan Wessmann/News Øresund)
Pernille Skipper, Enhedslistens partileder, taler på Folkemødet i Allinge på Bornholm i 2019. (Foto: Johan Wessmann/News Øresund)

Claes Kirkeby Theilgaard,

10/01/2020

Jobcentrene, som vi kender dem, skal lukkes.

Det er beskeden fra Enhedslistens frontfigur Pernille Skipper i et debatindlæg på BT.dk.

Den meget omdiskuterede sag, hvor en mand ved navn Brian Larsen blev ydmyget og behandlet dårligt af sit jobcenter.

- For nogle måneder siden læste jeg om Brian Larsen. Han var i ressourceforløb og har store problemer med smerter i hænderne efter en arbejdsulykke og flere operationer. Han blev sat til at sætte mærkater på papkasser, men det gav ham atter stærke smerter. Hvad gør jobcentret? De beder ham redegøre for, hvordan han kan tørre sig bagi, hvis han ikke kan sætte mærkater på kasser, skriver Pernille Skipper om Brian Larsens sag.

- Det er noget svineri, mener Skipper.

Hun mener, at højrefløjen har ødelagt den oprindelige idé med jobcentrene. Derfor bliver folk i dag mistænkeliggjort, når de møder jobcentrene.

- Meningen med systemet er, at vi skal hjælpes videre. Til et nyt arbejde, en raskmelding, et fleksjob eller andet. Men fordi nogle enkelte idioter har snydt – og fordi højrefløjen uden belæg har talt om det, som om nærmest alle snyder – står vi nu med et system, der svigter.

Indlægget på BT.dk runder Enhedslisten-lederen af med et forslag til, hvordan jobcentrene burde se ud ifølge hende:

- Stod det til Enhedslisten, ville vi lukke ned for jobcentrenes hetz, meningsløse krav og kontroller og sikre, at ingen bliver sendt i arbejdsprøvning, hvis de har en lægeerklæring, der anbefaler andet. Vi vil afskaffe varighedsbegrænsningen på sygedagpenge, så man ikke kan miste dem, før man er raskmeldt eller visiteret til andet.

- Vi vil give alle ret til en afgørelse efter max to år. Og vi vil afskaffe de fattigdomsydelser, der gør problemerne for syge, arbejdsløse og ikke mindst deres børn meget værre, skriver hun.