Fortroligt referat afslører: Sundhedsminister løj for Folketinget under lukket samråd

Sundhedsminister Magnus Heunicke (S) pegede under et lukket samråd på Sundhedsstyrelsen, da han skulle forsvare regeringens vidtgående corona-hastelove. Dermed vildledte han Folketinget, og det er "klart på kanten" af loven, lyder det fra juraprofessor.
Sundhedsminister Magnus Heunicke (S) gav på et lukket samråd udtryk for, at Sundhedsstyrelsen anbefalede vidtgående hastelove og nedluking af samfundet. Det var dog ikke tilfældet. (Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix)
Sundhedsminister Magnus Heunicke (S) gav på et lukket samråd udtryk for, at Sundhedsstyrelsen anbefalede vidtgående hastelove og nedluking af samfundet. Det var dog ikke tilfældet. (Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix)

Claes Kirkeby Theilgaard,

02/06/2020

Siden Danmark tilbage i marts blev lukket ned og historisk vidtgående hastelove blev indført af den socialdemokratiske regering, er afsløringerne væltet frem.

For nyligt kom det frem, at statsminister Mette Frederiksen (S) talte usandt, da hun på et pressemøde påstod, at det var "myndighedernes anbefaling" at lukke samfundet ned for at undgå smittespredning af coronavirus.

Nu viser endnu en afsløring i Jyllands-Posten, at sundhedsminister Magnus Heunicke (S) til et lukket samråd vildledte Folketinget, da han gav udtryk for, at Sundhedsstyrelsen anbefalede de vidtgående hastelove.

På baggrund af et fortroligt referat fra det lukkede samråd kan Jyllands-Posten afdække, hvordan også sunhedsministeren talte usandt om nedlukningen af det danske samfund.

- Eksperterne i ECDC, eksperterne i WHO, vores eget seruminstitut, vores egen sundhedsstyrelse siger, at det er nu, det skal gøres. Det er den hast, der er. Det starter nu, lød det under samrådet fra Magnus Heunicke.

Der er bare ét problem ved den forklaring: Sundhedsstyrelsen anbefalede ikke den voldsomme socialdemokratiske strategi i kampen mod coronavirus. Snarere tværtimod.

Sundhedsstyrelsens direktør Søren Brostrøm advarede faktisk mod en drastisk nedluking af samfundet.

Dermed er sundhedsminister Magnus Heunicke "klart på kanten" af loven, lyder det fra juraprofessor ved Københavns Universitet, Kristian Lauta.

- Som jurist kan jeg sige, at vi nu bevæger os ind i noget, der godt kunne blive et juridisk spørgsmål. I henhold til ministeransvarsloven har han en forpligtelse til at give Folketinget korrekte oplysninger. Og i det lukkede samråd er han klart på kanten af det, siger Kristian Lauta til Jyllands-Posten.

Juraprofessoren mener, at "det lugter af, at ministeren har videregivet urigtige oplysninger til Folketinget".

Han bliver bakket op af sin fagfælle Kent Kristensen, lektor i sundhedsjura på Syddansk Universitet. Kristensen vurderer over for Jyllands-Posten, at Magnus Heunicke "ikke har givet et hverken retvisende eller fyldestgørende billede af den rådgivning, som han har fået".

Flere partier kritiserer sundhedsministeren i hårde vendinger ovenpå afsløringen. Herunder Venstre, hvor sundhedsordfører Martin Geertsen påpeger, at "der er ministre i det her land, der er røget for mindre".

Selv afviser sundheds- og ældreminister Magnus Heunicke blankt, at han har vildledt Folketinget.