Tv-stations navneskifte kostede 7,7 millioner skattekroner

Var det det værd?
Foto: Pixabay
Foto: Pixabay

Jens Asbjørn Bøgen,

27/02/2023

Fjern fem bogstaver og skift dem ud med otte nye.

Umiddelbart lyder det som en overkommelig opgave, og mon ikke mange vil være i stand til at gøre det relativt billigt, hvis ikke decideret gratis?

Ikke hos TV 2 Kosmopol.

I januar ændrede tv-stationen nemlig navn fra TV 2 Lorry til netop TV 2 Kosmopol, og det endte med at koste skatteyderne intet mindre 7,74 millioner kroner.

Det bekræfter direktør hos TV 2 Kosmopol, Morten Kjær Pedersen, over for SE og HØR, der har søgt aktindsigt i udgifterne.

"Vi budgetterede med 7,8 millioner og ramte lige under," siger han.

Et ukendt mørketal

Pengene svarer til over ti procent af hele mediets årlige budget, fremgår det af tal fra deres public service aftale.

Aftalen fastlægger nemlig, at mediet får tildelt 333 millioner skattekroner fra og med 2019 til og med 2023.

Fordelt ud over de fem år svarer det til et årligt budget på lidt over 66 millioner kroner.

Men faktisk er der et mørketal, som det ikke har været muligt for SE og HØR at få indsigt i. Aktindsigten dækker nemlig kun over de penge, der er røget ud af huset.

Derfor kan vi ikke få indsigt i de penge, som er blevet brugt på promovering (f.eks. reklamevideoer, omkostninger ifm. maling af biler, flag o.l.) i forbindelse med navneskiftet - de udgifter er nemlig interne i virksomheden.

Et ukendt beløb, som Morten Kjær Pedersen ikke kan give information om.

TV 2 Kosmopol leverer nyheder og andet indhold til omkring 1,9 millionder danskere, og sådan har det været siden slutningen af 1980'erne.

Kanalen er fuldt finansieret gennem public service-aftalen, så det er altså skatteyderne, der betaler for, at mediet overhovedet kan eksistere.