I sidste weekend bekendtgjorde det kinesiske styre, at det ville fremlægge et kinesisk bud på en fredsplan i Ukraine i anledning af årsdagen for invasionen.
Den dato, d. 24. februar, har vi netop i dag, og ganske rigtigt har kineserne fremlagt et 12-punkts "holdningspapir", som uddyber den officielle kinesiske holdning til det, der foregår.
Men at der skulle være tale om en egentlig plan for fred, stiller flere eksperter spørgsmålstegn ved. Der er nemlig nogle helt afgørende uenigheder, der slet ikke bliver omtalt i de 12 punkter.
Holdningspapiret giver uddybende forklaringer på de 12 punkter, men her får du overskrifterne:
Alle staters suverænitet skal respekteres
Man skal væk fra Kold Krigs-mentaliteten
Fjendtligheder skal indstilles
Man skal genoptage fredsforhandlinger
Der skal tages hånd om den humanitære krise
Civile og krigsfanger skal beskyttes
Atomkraftværker skal sikres
Reducering af strategiske risici (brug af atomvåben)
Fælles aftale om eksport af korn
Indstil unilaterale sanktioner
Hold industrien og forsyningskæderne sikre
Man skal fremme post-konflikt genopbygning
Lagde du mærke til, hvad det er, der glimrer ved sit fravær? Få forklaringen nedenfor.
Hvad med de besatte områder?
For det første bemærker eksperterne, at der bliver sendt en bredside mod både Rusland og Vesten. Blandt andet punkt 10 om at indstille de en-vejs-rettede sanktioner bliver set som en slet skjult kritik af Vestens mange sanktionspakker rettet mod Rusland og Belarus.
Det første punkt i planen handler om, at alle staters suverænitet skal respekteres, og det kan ingen vel i og for sig være uenige i - men her er det så, enighederne ophører.
For hvad med de områder, som russerne har besat, og hvor der er blevet afholdt ulovlige folkeafstemninger om at blive en del af Rusland?
Putin vil uden tvivl argumentere for, at områderne netop er en del af Rusland, og dermed en del af Ruslands territorie. Ukraine og størstedelen af verden vil imidlertid argumentere for, at både de besatte områder i Østukraine samt halvøen Krim er ukrainsk territorium.
Og netop dette spørgsmål tager den kinesiske 12-punkts plan ikke højde for. Derfor skal holdningspapiret også mere ses som en måde for det kinesiske styre at markere sig selv og styrke sin egen position.
"Det her er et yderst brugbart dokument for Beijing, fordi man har kæmpet med at overbevise vestlige lande om, at man ikke er på Ruslands side," siger Frank Tsai, stifter af China Crossroads og underviser ved Xi’an Jiaotong Liverpool Universitet i Kina, til DR.
Du kan læse hele holdningspapiret med uddybelse af de enkelte punkter ved at klikke her (engelsk).