I et blogindlæg på 180Grader skriver Aishah Yatim om sine oplevelser med den vold, som hun har oplevet på egen krop under sin muslimske opvækst.
Jeg har oplevet fysisk og psykisk vold begået i islams navn af min egen far.
Der er en episode, som jeg husker særlig meget. Jeg var cirka 18 år. Jeg var lige blevet færdig med en vigtig eksamen som jeg skulle bruge til at læse videre på højskole. Jeg fik mig en kæreste. Min allerførste kæreste. Jeg var glad for ham. Jeg inviterede min kæreste hjem til mig, så han kunne lære min familie at kende.
Min intention var måske at finde en løsning på, at jeg kunne komme fri af min fars kontrol. Da min kæreste skulle hjemme igen, havde jeg besluttet mig for at følge ham hen til busstoppestedet. Klokken var cirka 19.30 om aftenen, og bønnen fra den nærmeste moské havde lige været i luften for at kalde til Maghrib (bøn ved solnedgang).
Jeg var glad for min kæreste og kunne se en lysere fremtid sammen med ham. Han kunne være min billet til friheden. Vi begyndte at holde i hånden mens vi kyssede hinanden på munden. Det skulle vise sig at være en skæbnesvanger handling som tændte min fars vrede.
Jeg ville gerne fortælle min far hvor stor smerte og ydmygelse han havde påført mig. Men der var ingen lyd, der kom ud af mig. Der var ingen stemme der kom ud af mig. Det var så ydmygende. Det var så nedværdigende. Jeg følte mig så lille. Jeg var intet værd for min far for det jeg har gjort.
Jeg var en dårlig og ussel datter, som havde syndet. Volden var prisen jeg måtte betale for at være en dårlig muslimsk pige. Jeg så min far gå. Han efterlod mig grædende på gulvet.
