I sidste uge bad jeg læseren overveje dette spørgsmål:
"Vil du helst have 100kr om ugen i 10 uger eller 1050kr om 10 uger?"
Hvad svarede du? Valget afhænger af din "tidspræference". Folk med en lav tidspræference (høj tålmodighed) foretrækker at score den ekstra halvtredser på langt sigt. Folk med høj tidspræference (lav tålmodighed) foretrækker den ugentlige hundredekroneseddel, så de kan få sig en ekstra øl eller to i de kommende weekender. Umiddelbart virker det som en triviel observation, at nogle er mere tålmodige end andre, men dette enkle faktum underminerer faktisk et centralt argument, som venstrefløjsere fra Karl Marx til Pelle Dragsted har fremtordnet mod kapitalismen: "De ansatte udnyttes af arbejdsgiveren", indvender de, "fordi han sælger frugten af deres arbejde for 10.000kr, men i alt kun giver dem 9.000kr i løn!"
Kan du spotte fejlslutningen? Hvis Karl og Pelle blev ansat som svejsere på et skibsværft, ville de få en løncheck hver måned, som de kan bruge på mad, husleje o.s.v. Dette er fordelagtigt for folk, der har regninger at betale, men som ikke har en massiv opsparing. Mens arbejdet står på, har skibsrederen ingen indtjening, men udbetaler tværtimod sin opsparing til de ansatte, så han engang i fremtiden kan eje et værdifuldt skib. Profitten er hans "løn" for at være tålmodig. Tænk evt. på det berømte "skumfiduseksperiment", som psykologer bruger til at teste børns evne til behovsudsættelse.
Forskelle i tidspræference forklarer også, hvorfor der findes renter på lån. En mand, der låner til et hus, har et akut behov for penge. Han køber så at sige 1 mio. kroner lige nu ved at betale 1 mio. + lidt mere på langt sigt. Selvom låneren på papiret taber på denne handel, har han (set fra sit eget synspunkt) opnået gevinst. For ham er det mere værd at have tag over hovedet lige nu end engang i fremtiden.
Nu hvor vi er i gang, kan vi ligeså godt påpege den anden centrale faktor, som venstrefløjsere overser, når de hovedløst omtaler profit, som om det var en slags tyvekoster - nemlig profittens onde tvilling, "risiko". Udover at være tålmodig, må skibsrederen fra før også være risikovillig. Mens Karl og Pelle med sikkerhed får deres løn uanset om værftet på langt sigt giver overskud, kan det snildt tænkes, at skibet synker på jomfrurejsen. Skibsrederen risikerer derfor enten at spilde sin opsparing eller (hvis han har taget et lån) at skulle gå fra hus og hjem, når kreditorerne banker på hans dør. Profitten er altså både hans løn for at være tålmodig og for at tage én for holdet ved at bære risikobyrden. Renten på et lån påvirkes naturligvis også af risikoen for, at låneren ikke kan betale det tilbage.
Arbejderne tilvælger at bytte deres tid og kræfter for sikre penge her og nu. Arbejdsgiveren udviser tålmodighed og påtager sig risiko. De opnår begge noget værdifuldt ved denne transaktion. Altså giver udnyttelsesanklagen ikke mening. Man kunne ligeså godt anklage de ansatte for at udnytte arbejdsgiveren, da de nyder den luksus at modtage fast, pålidelig løn hver måned, mens han må vente meget længere på sin bid af en kage, som han risikerer slet ikke findes alligevel.
Morsomt nok er venstrefløjsere hurtige til at forlange del i virksomheders overskud, men de kræver aldrig at blive pålagt deres retmæssige del af konkursrisikoen. Ej heller opfordrer de hinanden til at spare op og investere deres løn i virksomheden, så de med rette kan blive godtgjort for deres tålmodighed og forsyn. Tværtimod lader kortsigtet, fej misundelse sminket med moralsk indignation til at være grundlaget for deres omfordelingskrav.
Men det gør veI ikke så meget, at (navnligt socialistiske) politikere snupper en del af overskuddet, når de nu vil bruge det på fornuftige ting som sundhed og uddannelse? I næste indlæg vil jeg forklare, hvorfor det er fundamentalt umuligt for politikerne at planlægge én del af økonomien uden samtidigt at sabotere denne og alle andre dele. Indtil da, så overvej følgende spørgsmål:
"Hvor meget brød skal der bages i Danmark?"
