Tørlastrater i frit fald!

I dette link kan man følge med i Baltic Dry Index og Capesize tørlastraterne

Kasper P. Kepp,

14/01/2011

I dette link kan man følge med i Baltic Dry Index og Capesize tørlastraterne.

Capesize er nu under 10,000 oppe fra 50,000 i november 2010, et massivt fald. BDI er nu under 1500.  Samtidig ser vi stigende råvarepriser som følge af de kvantitative lempelser i USA.  Hvis historien er til nogen hjælp, så er kombinationen af hastigt stigende råvarepriser og heftigt faldende tørlastrater ekstremt giftig og minder om situationen i 2008, før det store krak i oktober.

Tørlastraterne har sammen med Shanghai Composite haft en tendens til at lede aktieindeks og råvareindeks de sidste år, hvor kinesisk efterspørgsel har drevet verdensøkonomien. Hvis man kigger på BDI og Shanghai Composite i 2007-2010 vil man kunne se denne ledende tendens. Der er derfor grund til at være bekymret for endnu et krak i 2011, affødt af den inflatoriske pengepolitik, der hærger Vesten.

Meget tyder på, at realøkonomien fortsætter med at bløde og at de keynesiansk motiverede julegaver til finanssektoren er ved at miste deres evne til at holde korthuset stående. Transportraterne viser dette med al tydelighed. Tilsvarende har alle de cykliske aktier holdt sig meget lavt det sidste år i erkendelse af, at der ikke er noget reelt opsving, men kun et finansielt opsving forårsaget af de kvantitative lempelser.

Jeg vil derfor sælge de fleste af mine guldaktier og holde mig på sidelinien, indtil jeg har set, hvor meget markederne vil korrigere her i 2011.