Hvor stort et problem er terror, og kan en kostbar ”Krig mod Terror”, målt på liv, invaliderede, skattekroner og svækkelse af borgerrettigheder retfærdiggøres på denne baggrund?
Terrorens omfang som problem
Jeg vil gerne argumentere for, at terroren som samfundsproblem i sig selv er mindre væsentligt end ganske mange andre problemer, men efterhånden, på grund af vores reaktion imod den, er ved at blive til et særdeles stort problem.
Der dør langt flere mennesker i Vesten hvert år som følge af hvert enkelt af fænomenerne lægesjusk, spritkørsel, narkotika, fattigdom, voldskriminalitet og mangel på medicin, eller globalt som følge af krige mellem stater, fødevaremangel, energimangel, mangel på rent drikkevand, korruption, inkompetence og statslige fejldisponeringer, end der nogensinde i verdenshistorien er mennesker døde af ”terror”.
Terror figurerede derfor heller ikke blandt de 20 vigtigste globale problemer i Copenhagen Consensus, der blev udvalgt af nobelpristagere og andre eksperter, og enhver med almindelig dannelse kan hurtigt samle de relevante statistikker sammen og få nogenlunde styr på proportionerne.
Der er derfor ikke noget rationelt behov for en særlig krig mod terror i forhold til mange andre tænkelige ”krige”. De danske tab i lemlæstede og døde danske soldater, samt frygtens negative effekter på vores livsstil, opvejer kvantitativt de tab, vi har haft på terror. Desværre er frygten intellektets værste fjende.
Men det er slet ikke nødvendigt at påbegynde dette ”moralske regnskab”, fordi det er tydeligt, at et sådant regnskab med menneskeskæbner er mudret: Man skal derfor være absolut sikker i sit moralske regnskab, inden man svækker en borgers frihed, eller ligeledes et lands frihed ved at indlede sig på f.eks. sikkerhedsmotiverede oversøiske angrebskrige.
Blandt den brede befolkning opfattes terroren som et større problem, end den reelt er, målt på døde og skadede, fordi de mere populistiske medier fokuserer særligt på groteske, usandsynlige måder at dø på, herunder hajangreb, fejlbehandlinger, lynnedslag, sjældne infektionssygdomme med groteske visuelle symptomer, og terror, frem for andre, mere sandsynlige måder at dø på og dermed større problemer, som f.eks. generel statslige inkompetence.
Krigen mod Terror og definitionen af ”terror”
Hvorfor opstod der så en specifik krig mod terror? Svaret er formentlig, at 11. september var tilpas koncentreret i sin ondskab og kalkule til, at det amerikanske folk krævede et massivt svar. Derfor kom krigen mod terror primært til verden som et kortsigtet, populistisk-politisk svar på 11. september, og ikke som et resultat af rationel politik, da mange andre problemer som sagt har langt større direkte eller indirekte skadeeffekt end terrorangreb.
Et af de første problemer med ”terroren” som systemisk fjende for vestlige samfund er, at terroren er svær at definere for nationalstaterne, som bekæmper den. Terror defineres som regel enten metodisk (som det politisk motiverede fysiske angreb på civile) eller gennem dets beregnede effekt i en befolkning (som terroriseringen). Et eksempel på forvirringen ses i, at f.eks. Malmø-snigskytten burde karakteriseres som terrorist ved at opfylde begge definitioner, men ikke bliver det, formentlig fordi krigen mod terror igen er geopolitisk motiveret eller kun valid som en krig mellem islam og sekulære demokratier.
Terror eksisterer, hvis terroriseringskravet skal opretholdes, ikke uden sit udbredende medium. Det meste såkaldte ”terror” opfylder kun terroriseringskravet, fordi medierne muliggør terroriseringens udbredelse, som det ellers hævdes er terrorens forfærdelige mål. Terrorfrygten i vestlige samfund er derfor i stor udstrækning selvskabt, med undtagelse af den kommunikation, terroristerne formår selv at sprede gennem egne medier. Medierne udgør dermed halvdelen af terrorens cyklus, og fraviger deres ansvar om saglighed og proportionssans i vurdering af reelle trusler.
Er voldsomme reaktioner og sensationel rapportering et godt middel mod terrorisme?
Når man får en infektion, kan man undertiden få en immunologisk overreaktion. For nogle mennesker bliver det til allergi, der er en sygelig tilstand, der sætter kroppens naturlige immunforsvar og den generelle sundhedstilstand ud af balance, på grund af denne overreaktion.
Man kan stoppe kidnapning, hvis ingen forhandler med kidnappere om løsesummer. Man kunne tilsvarende stoppe terrorens udbredelse, ved simpelt hen ikke at rapportere aggressivt, vedholdende og sensationspræget om trusler, frygt og mistanker om terror. Medierne burde derfor udvise ansvarlighed og kun henvise til reelle terrorbegivenheder på fod med andre tragedier.
Det er på tide at konfrontere medierne med deres rolle og afkræve dem proportion og ansvarlighed på denne måde, ligesom man kan kræve, at et medie, der forslår løsepenge udbetalt under en gidselforhandling, er umoralsk og ikke lever op til sit samfundsansvar.
Det er os selv, der gør terroristerne farlige; det er medierne, der spreder den frygt, som terroren per definition består af; og det er både visse medier og visse politikere, der forfremmer terroristerne fra ”bare” at være voldelige forbrydere, men ikke systemisk farlige for demokratiet, til at være decideret demokrati-undergravende, ved at fjerne vigtige og fundamentale egenskaber ved vores sekulære demokrati gennem selvcensur og reaktionær lovgivning.
Lars Barfoed, der hævder at stå stærkt overfor terrorismen, er i kidnapningsanalogien den, der giver løsepenge til kidnapperne, mens f.eks. Per Stig Møller, en af de få liberale konservative nu om stunder, står hårdt overfor terroristerne netop ved ikke at lade dem vinde, fordi han ikke accepterer selvcensur (Senest illustreret ved episoden med et satirisk TV-program).
Politikernes rolle: Terrorloven
Terrorbekæmpelsen bliver, som Terrorloven viser, hurtigt udbredt til tvivlsomme områder. F.eks. kan man dømmes som terrorist, hvis man i et øjebliks frustration ved en skranke truer med vold eller forstyrrelse af den offentlige orden, uanset hvor grundløs en sådan trussel måtte være. Når Liberal Alliance vil rulle dele af Terrorloven tilbage, mødes partiet af en foruroligende ukritisk justitsminister Lars Barfoed i indædt forsvar for en terrorlov, som er ude af proportioner med realiteternes verden.
Drastiske indskrænkelser af borgerrettigheder for at bekæmpe terror skal være midlertidige, hvis vi skal bevare vores demokrati intakt. Det ved Liberal Alliance, men det er endnu ikke lykkes Lars Barfoed at forstå, at man har gjort terroren til et rigtigt – efterhånden meget stort – problem i Danmark. Terror truer nemlig nu primært vores livsstil indefra, dels ved spredning af frygt gennem medierne, dels ved, at VKO medvirker til at nedbryde de selv samme demokratiske institutioner, som ellers er terroristernes målzone.
Ligeledes kæmper Liberal Alliance for, at Danmark ikke længere går terroristernes ærinde og rykker demokratiets grænser væk fra det demokrati, terroristerne hader og angriber. Derfor vil Liberal Alliance i mine øjne omgøre dele af terrorloven, og forholde sig neutralt, med ”højt til loftet” i forhold til spørgsmålet om krigene. Det er jeg glad for.
