Forleden var der en debat på TV 2 NEWS om Socialdemokratiets forslag om forbud mod computeranimeret børneporno. Ifølge S har rapporter vist, at det kan blive en glidebane for pædofile og effekten ved at det er acceptabelt i vores samfund, måske kan føre til flere reelle overgreb på børn, lyder frygten. Derfor vil S gøre det forbudt. Hvad S ikke vil tage stilling til i debatten er hvilken glidebane S bevæger sig ind på, ved at forsøge at lovgive sig mod en situation hvor der intet offer er, altså en lovgivning mod individets tanker. Vil S ikke snart begynde at se på hvilken glidebane de selv er på vej ud af? I min optik er denne socialdemokratiske forbudsrus et skridt tilbage mod et dogmatisk samfund hvor staten, ligesom middelalderens kirke, desperat forsøger at tøjle og kontrollere individet på ukritisk vis.
Naturligvis er jeg enig med S i at det er skrækkeligt at vi har medborgere, der er seksuelt tiltrukket af børn. Jeg tolererer på ingen måde overgreb på børn. Og når jeg ikke mener vi bør lovgive mod animeret børneporno, er det naturligvis ikke fordi jeg finder det hverken charmerende eller tiltalende at der er et marked herfor, men jeg mener, at vi må være mere reflekteret når vi overvejer et sådant forbud og forbud generelt. Vi må hæve os over forargelsen over pædofile tendenser og betragte problematikken fra et helikopter perspektiv og spørge os selv ”Hvor går grænsen?”, for hvor går grænsen? Her har vi at gøre med en offerløs situation, og så er man nødt til at spørge S, hvad er det egentlig, man vil straffe for? Som jeg ser det, vil man med et forbud straffe den enkeltes tanker. Jeg tager dyb afstand for voksnes fantasier om seksuelt samvær med børn, men jeg mener ikke det er statens rolle at kontrollere den enkeltes tanker, for hvad bliver det næste staten skal kontrollere? Hvor går grænsen? Stadig overrasket må jeg konstatere, at er der ingen grænse hvad angår Socialdemokraternes ønsker om forbud i landet. Socialdemokraterne er hoppet direkte på forbudsvognen og har tilsyneladende ingen planer om at sætte farten ned. Skræmmende! Men hvad værre faktisk er, har danskerne tilsyneladende accepteret denne form for statsstyring. Vi er mere oplyste end nogensinde og alligevel har vi åbenlyst ingen tiltro til at vi selv kan tage ansvaret for vores eget liv. Jeg forstår ikke hvor troen på mennesket blev af, men tilsyneladende er den blevet erstattet af en guddommeliggørelse af staten.
Naturligvis er jeg enig med S i at det er skrækkeligt at vi har medborgere, der er seksuelt tiltrukket af børn. Jeg tolererer på ingen måde overgreb på børn. Og når jeg ikke mener vi bør lovgive mod animeret børneporno, er det naturligvis ikke fordi jeg finder det hverken charmerende eller tiltalende at der er et marked herfor, men jeg mener, at vi må være mere reflekteret når vi overvejer et sådant forbud og forbud generelt. Vi må hæve os over forargelsen over pædofile tendenser og betragte problematikken fra et helikopter perspektiv og spørge os selv ”Hvor går grænsen?”, for hvor går grænsen? Her har vi at gøre med en offerløs situation, og så er man nødt til at spørge S, hvad er det egentlig, man vil straffe for? Som jeg ser det, vil man med et forbud straffe den enkeltes tanker. Jeg tager dyb afstand for voksnes fantasier om seksuelt samvær med børn, men jeg mener ikke det er statens rolle at kontrollere den enkeltes tanker, for hvad bliver det næste staten skal kontrollere? Hvor går grænsen? Stadig overrasket må jeg konstatere, at er der ingen grænse hvad angår Socialdemokraternes ønsker om forbud i landet. Socialdemokraterne er hoppet direkte på forbudsvognen og har tilsyneladende ingen planer om at sætte farten ned. Skræmmende! Men hvad værre faktisk er, har danskerne tilsyneladende accepteret denne form for statsstyring. Vi er mere oplyste end nogensinde og alligevel har vi åbenlyst ingen tiltro til at vi selv kan tage ansvaret for vores eget liv. Jeg forstår ikke hvor troen på mennesket blev af, men tilsyneladende er den blevet erstattet af en guddommeliggørelse af staten.
