UNDERTITEL: Geopolitik set med dialektikkens øjne
Dialektikken frem til murens fald
For flere hundrede år siden beskrev filosoffen Hegel en simpel, men indflydelsesrig proces, som han kaldte ”dialektik”. Dialektik kan oversættes som ”tosidighed” og er udtryk for en proces mellem to poler (tese og antitese), der ved konflikt kan føre til opklaring og fremskridt (syntese). Det gælder i princippet både indenfor logikken, erkendelsesmæssigt, samt politisk og historisk.
Inden for politik dannede Hegels dialektik basis for de store statsteorier, herunder bl.a. både marxismen og nationalsocialismen, ironisk nok senere stående overfor hinanden under Anden Verdenskrig som ideologiske modpoler. Syntesen af denne konflikt var Den kolde krig, endnu en dialektisk situation, som senere blev opløst og banede vejen for den amerikansk dominerede globalisme, der definerer verden i dag.
Det gamle USA og dets tilknyttede stater har kunnet karakteriseres som socialliberale i den forstand, at de har lagt stor vægt på individuel frihed og menneskerettigheder, mens statens rolle samtidig har været uomtvistelig. Man kan derfor hævde, at det var socialliberalismen i forskellige former, der vandt over socialismen, da Den kolde Krig sluttede.
Den nye verdensorden: Socialliberalismen uden ydre fjender
I Danmark og i store dele af vesten er der de seneste 15-20 år sket et stort skred væk fra den form, den sejrende socialliberalisme havde da den kolde krig blev afsluttet. Socialliberalismen er på vej over imod en fase, der mest af alt minder om det, Marx kaldte ”senkapitalismen”. Mere om det senere.
Alle systemer prøver til alle tider at differentiere sig fra deres ydre modpoler, hvad enten disse er reelle eller opdigtede, enten som konsekvens af spontan organisering eller bevidst drevet af magtpolitiske årsager. I efterkoldkrigstiden har socialliberalismen desperat søgt efter en ny modpol i mangel på ydre fjender.
Det nærmeste man kommer for de politiske ideologiers vedkommende er en tilsyneladende konflikt mellem den sekulære stat og religionen, men denne konflikt er meget søgt, eftersom verdens mest magtfulde nationalstater nu alle er mere eller mindre socialliberalistiske, så der kan aldrig blive tale om et opgør mellem to store, magtfulde systemer som under Den Kolde Krig.
Som illustration af dette udgør de islamiske landes bruttonationalprodukt en forsvindende brøkdel af de vestlige og østlige, sekulære socialliberalistiske samfunds ditto, og de to største islamiske økonomier (Tyrkiet og Saudiarabien) er tilmed allieret med de vestlige samfund. Den tredjestørste, Iran, har et bruttonationalprodukt på størrelse med Danmark. Enhver konflikt imellem disse to systemer må derfor betragtes som ønsketænkning hos dem, der profiterer på konflikt, mere end realpolitiske forhold.
Ikke desto mindre kan denne konfliktdiskurs selvfølgelig ikke ignoreres, da folk som altid er gennemsyret af frygt for ydre fjender, hvilket afføder en massiv respons i medier og blandt politikere, der imødekommer og endog fremmer dannelsen af dette fjendebillede, der dermed bliver vigtigt alligevel.
Et godt eksempel er krigen mod terror: Terror defineres som regel enten metodisk (som det politisk motiverede fysiske angreb på civile) eller gennem dets beregnede effekt i en befolkning (som terroriseringen). I begge former burde f.eks. Malmø-snigskytten karakteriseres som terrorist, men bliver det ikke, fordi krigen mod terror er en krig mod logikken.
Samtidig kan man med stor rimelighed hævde, at masser af såkaldt terror kun opfylder terroriseringskravet, fordi medierne udbreder den frygt og terrorisering, som det hævdes er terrorens mål. Dermed eksisterer terror i en snæver forstand ikke uden sit udbredende medium. Nogen ville hævde, at det de facto er medierne og politikerne, der terroriserer, dvs. er terrorens medie, mens terroristerne kun ”bomber”. Denne tanke er ikke undersøgt grundigt i den offentlige diskurs.
Den sekulære socialliberalisme står derfor tilsyneladende uden fjender, eftersom terror og islamisk fundamentalisme kun truer vores livsstil gennem spredning af frygt gennem medierne, ikke som en reel militær fare.
Den statskapitalistiske modpol: Udenfor, i Kina
Men findes der andre, mere reelle fjender for sekulær socialliberalisme end den religiøse fanatisme? Ja, det gør der, og for at forstå den taler jeg først om dens ydre form, som den opfattes blandt nogen. Man aner en snigende, og gennem de sidste par år, mere og mere udtalt, ydre modpol i Kina, der gerne karakteriseres som statskapitalistisk, dvs. styret af en stat og denne stats elite, med en stor, homogen masse af producerende kinesere med nærmest synkroniseret fokus forenet med begrænsede menneskerettigheder i et på andre måder kapitalistisk system. I sandhed en formidabel modpol!
Mens denne dialektiske modsætning tegner sig uden for socialliberalismens døre, og fører til masser af bekymringer blandt meningsdannere i Vesten, senest i form af den såkaldte ”valutakrig” (som, beskrevet andetsteds, primært skyldes amerikansk pengepolitik, ikke yuan-manipulation) så er konflikten mellem socialliberalismen og statskapitalismen efterhånden endnu mere tydelig set indefra de socialliberalistiske lande.
Mens Kina går fra socialisme til statskapitalisme og forventes at møde Vesten et sted på vejen mod socialliberalisme, går Vestens socialliberalistiske samfund tilsvarende mere og mere mod statskapitalismen. De to modpoler kan i en ikke så fjern fremtid forventes enten at falde sammen i en ny, global statskapitalisme efter en økonomisk ”koldkrig” eller trække væk fra hinanden ideologisk mod en varm konflikt, som Kina vil tabe.
Socialliberalismen under angreb indefra
I den kolde krig er Kina dog allerede ved at vinde: De socialliberalistiske samfund er i store træk i fuld gang med at tilpasse sig det statskapitalistiske samfunds betingelser. Det sker både i organisation, produktionskultur og politisk kultur.
Indenfor produktionskulturen sker skredet under mantraet om, at vi må tillægge os kinesernes statskapitalistiske produktionsmetoder for at konkurrere med dem. Korporatistisk produktionsfilosofi i form af beslutningshierarkier, åbne kontorlandskaber, fabrikshaller, mange mellemlederniveauer er alt sammen godt på vej til at være implementeret i Vesten, også i Skandinavien, der tidligere havde en fladere, korporatistisk produktionskultur.
Indenfor den politiske kultur sker det i form af censur, både selvcensur og lovpålagt censur. Der er formentlig ikke mange, der ikke er bevidste om, at ytringsfriheden er truet i Vesten og i Danmark, og kampen sker på alle fronter: Lige fra Muhammedtegninger (i en noget banal form, som briterne ville kalde ”upassende”, betinget af den frygtdiskurs, jeg beskrev ovenfor, men derfor selvfølgelig stadig relevant), i kampen mod injurielovgivningen, racismeparagraffen og terrorloven, og i kampen for ytringsfrihed på arbejdet, i det offentlige og i det private (f.eks. whistleblowers). Ytringsfriheden er ikke bare blevet relativ – den er under angreb.
Masser af dagblade og tv-stationer er underlagt et tavshedens tyranni, et polemisk udtryk for udbredt selvcensur. Men selvcensuren dominerer ikke i det ene tilfælde, den er blevet forbundet til, nemlig Muhammed-tegningerne. Et ægte tyranni prøver ikke at forhindre nogle Muhammed-tegninger i at skabe fokus på en religion, netop fordi truslen fra denne religion, som beskrevet ovenfor, er overdrevet. Bannerførerne for dette slag for ytringsfriheden spilder deres tid og kræfter og scorer billige point på det banale. Nuvel, fred være med det, ytringsfrihed er ytringsfrihed er ytringsfrihed, men nogle former er mere dyrekøbte end andre, og dem, der kæmper de lette slag, men undgår de blodige og vigtige, fortjener ikke megen hyldest.
Derimod er det tavshedens tyranni, der hykler om ytringsfrihed nogle gange, men ikke andre gange. Hvor mange aviser var villige til at lække Wikileaks dokumenter, som Information gjorde? Det er tavshedens tyranni, der bruger ytringsfriheden til sine egne politiske formål. Det er tavshedens tyranni, som forhindrer socialliberalismen i at udfolde sit alfa og omega, nemlig den fri meningsudveksling i tilgængelige medier. Det er tavshedens tyranni, der er karakteristisk for den senkapitalistiske overgang fra socialliberalismen til statskapitalismen. Det er tavshedens tyranni, der ledsages af to lige store politiske blokke, blokpolitikken, i alle vestlige lande, som skaber stilstand og umuliggør udvikling. Det er tavshedens tyranni, der derfor jager midtersvingvælgerne og fører til populistiske levebrødspolitikere, der er tavse om virkelige problemer. Det er tavshedens tyranni, der udspænder et dialektisk spektrum, og dermed en amputeret konsensus, som umuliggør fuld undersøgelse af problemerne.
Det er tavshedens tyranni, der skaber tavshed om de vigtigste problemer: Det er dens skyld, at statens størrelse, ineffektivitet og tiltagende korruption ikke er til debat. Det er tavshedens tyranni, der udspænder det dialektiske spektrum mellem Jyllandsposten og Politiken, mellem Ellemann og Lykketoft, der begge er for euroen og begge mener, at Iran med et bruttonationalprodukt på størrelse med Danmark er en trussel for verdensfreden. Det er den, der afspejles i to fløje i dansk politik, der snart ikke kan ænses fra hinanden og har statskapitalismens mærke stemplet på sig. Det er dens skyld, at euroen ikke er til debat: De store medier støtter den, et flertal i folketinget støtter den, mens befolkningen er imod og eurokrisen raser uden at det fører til politisk handling.
Den langsomme transformation og forfatningernes kredsløb
Socialliberalismen er ved at transformere sig. Og de danske redaktører og politikere er, fordi de er gennemsnitsmennesker med kortsigtede egoistiske præferencer, ude af stand til at forsvare det demokrati, de blev født ind i. Derfor bevæger vi os naturligt videre igennem Polybs Forfatningernes Kredsløb, fra demokrati til pøbelvælde til statsmedieret oligarki, hen imod fremtidens statskapitalistiske samfund. Mere kæft trit og retning. Mindre plads til variation. Flere store maskinhaller og åbne kontorlandskaber. Flere skandaler, mere korruption, og til sidst en underlig stilhed og grå farve. Mødes vi tættere på Kina eller møder Kina os tættere på os? Kun fremtiden kan give et entydigt svar, men det lugter mere af fisk end af fugl.
