Rigsadvokaten bliver ny ombudsmand

Ombudsmanden er en af de vigtigste poster i det system, der kunne have været dansk demokrati, og betegnelsen er berømt langt ud over landets græns...

Kasper P. Kepp,

27/11/2011


Ombudsmanden er en af de vigtigste poster i det system, der kunne have været dansk demokrati, og betegnelsen er berømt langt ud over landets grænser.  Ombudsmandens vigtigste opgave er officielt at være borgerens sidste institutionelle værn mod den offentlige forvaltning.

Den gamle ombudsmand Hans Gammeltoft Hansen tog sin opgave lidt for alvorligt og var med til at afdække Tamilsagen ud fra den betragtning, af staten er borgernes, og derfor, at skandaler i staten skal være til borgernes kendskab. Derfor matte han gå af.

Nu har “man” så fundet en afløser, som ikke vil gentage denne fejl, nemlig ingen ringere end rigsadvokaten, Jørgen Steen Sørensen: Den mand, som har stået i spidsen for politidirektørerne og systemets anklagemyndighed, og som ihærdigt har forsvaret Racismeparagraffen, Terrorloven, og forhindret en undersøgelse af Scandinavian Star sagen, og som har udvidet grænserne for overvågning og aflytning af borgerne på afgørende vis, skal nu fremstå som borgerens værn mod systemet.

Jeg foregiver ikke, at formanden for retsudvalget, Anne Baastrup fra SF, fatter, hvad der foregår i verden eller har haft nogen indflydelse på dette valg, men det er alligevel fascinerende at observere, hvordan socialistiske levebrødspolitikere bliver så historieløse, at de ikke magter at håndhæve selv de mest banale grundprincipper i demokratiske retssamfund, i dette tilfælde magtdelingen.

Anne Bastrup citeres for at sige, at “Jørgen Steen Sørensen er en meget kreativ og vidende person, som finder løsninger, hvor vi andre måske går i stå.” Ingen er vel i tvivl om, at Rigsadvokaten er kreativ i forhold til Terrorloven, Racismeparagraffen og Scandinavian Star, så hvilke løsninger, han kan finde på, hvor politikerne ikke kan, bliver spændende at se. Det er denne mand, der nu bliver borgernes “balance” mod systemet.

Hvis Rigsadvokatens rolle som systemets mand nu ikke kan aflægges fuldstændigt, så er det i bedste fald en advarsel til alle borgere, der måtte have et udestående med etaten, om ikke at forvente retfærdig undersøgelse ad denne vej, og i værste fald en paroderende hån mod det, Montesquieu og senere de amerikanske Founding Fathers kaldte “checks and balances”.

Faren er jo nu, at flere borgere begynder at mistænke, at magtdelingen, og i det hele taget demokratiet, i Danmark blevet lidt rustent, og det er vel ikke en ønskværdig udvikling.