Råvarepriserne går amok

På Financial Times er det nemt at følge med i råvarepriserne, så dette link kan anbefales alle, der vil følge med i de nye bobler

Kasper P. Kepp,

16/01/2011

På Financial Times er det nemt at følge med i råvarepriserne, så dette link kan anbefales alle, der vil følge med i de nye bobler. Som mange tilhængere af Østrigsskolen har advaret om i årevis, er vi nu i gang med at gentage situationen fra 2008, hvor den lemfældige kredit skabte råvarebobler på tværs af markederne og bragte olieprisen i rekord.

Vi står nu, ved starten til 2011, efter de kvantitative lempelser og den verdensomspændende super-ekspansive pengepolitik, med nedenstående bobler, fordi pengene er blevet brugt til at opkøbe finansielle aktiver og ikke til at sætte gang i realøkonomien med udlån.

(1) Verdensrekord i guldprisen under faldende tillid til valutaer, kreditoverflod, og fravær af gode investeringsmuligheder

(2) Majs er steget 70% - på et år.

(3) Hvede og soyabønner er steget 50% på et år.

(4) I Danmark er benzinprisen i verdensrekord

(5) Kaffe er steget 60% på et år

(6) Bomuld er steget 100% på et år

(7) Sølv og kobber er steget 30-50%, palladium over 200% (sølv og palladium, som er "crowded markets" stiger altid mere når keynesianske likviditetsfælder skabes af lemfældig kredit - se evt. oliekrisen)

De eneste undtagelser på den lange liste er naturgas og kakao. Alligevel prøver mange mainstream-politikere og økonomer at bortforklare stigende priser (hvedepriser f.eks.) med "dårlig høst", "fødevarekrise" og "strukturel efterspørgsel" - som om, der har været en dårlig palladiumhøst.

Masser af firmaer, herunder kødproducenter og fabrikanter af forarbejdede produkter, samt forbrugere generelt, betaler en meget høj pris i form af inflation for den fejlslagne pengepolitik, som er gennemført i 2009 og 2010, som skal redde verdens debitorer. Endnu engang er ansvarligheden ofret for at socialisere tab, ligesom da fastrente-lånere blev svigtet i 2008.