Produktivitetsklemme - et helt centralt problem for Danmark

Produktivitetskommissionen offentliggjorde for et par dage siden sin første rapport, men den er desværre indtil videre druknet i pressens større in...

Christian Melgaard,

23/10/2012

Produktivitetskommissionen offentliggjorde for et par dage siden sin første rapport, men den er desværre indtil videre druknet i pressens større interesse i skattekommissionen, Helle Thornings skatteforhold, SF´s konstituering og andre relativt inferiørfe "andedams-emner".

Det er ærgerligt, for manglende udvikling i produktiviteten er en hovedkilde til nogle af Danmarks alvorligste problemer, og dermed er det også her løsningen på samme problemer skal søges. 

I de senere år er produktiviteten steget meget langsommere i Danmark, end vi tidligere var vant til, og den er steget meget langsommere end i de lande, vi oftest sammenligner os med. I den netop offentliggjorte rapport forklares det på relativ pædagogisk vis, hvad produktivitet er, hvilke drivkræfter der styrer produktivitetsudviklingen og hvorfor den lave produktivitetsvækst er et problem for Danmark.

(For de mere teoretisk og teknisk funderede, offentliggør Produktivitetskommmissionen en række baggrundsnotater og beregninger på deres hjemmeside.)

I den seneste tid har Sverige været i fokus som en økonomi, der løber fra Danmark lige nu. På produktivitetsområdet er situationen den, at Danmark havde en fremgang på 0,8% om året i perioden fra 1996 til 2011 - i samme periode havde Sverige en fremgang på 2,0% om året. Forskellen betyder, at Danmark er sakket 20% bagud i forhold til Sverige i den betragtede periode. Det er dog noget.

Det polemiske spørgsmål som Produktivitetskommissionen stiller er, om byen Korsbæk i serien Matador i virkeligheden er et billede på Danmark idag. Korsbæk fremstilles som et fastfrossent og udynamisk samfund, hvor man f.eks. ikke låner penge ud til "de forkerte" - heller ikke selv om det giver god mening ud fra en økonomisk betragtning. Manglende konkurrence, manglende adgang til kapital og unødvendige barrierer for erhvervslivet var fiktive nøgleproblemer i Korsbæk men reelle nøgleproblemer i Danmark.

En helt særlig udfordring har vi i den offentlige sektor, hvor sædvanlige konkurrenceparametre er sat ud af kraft. Hvor dårlig kvalitet kan lukke en privat virksomhed, fordi kunderne går andre steder hen, så er vilkårene anderledes i den offentlige sektor. Dels er ydelserne oftest "gratis" og har kunderne ikke andre steder at gå hen. Derfor er det en speciel stor udfordring at øge produktiviteten i den offentlige sektor. Hvis man f.eks. kunne øge produktiviteten i den offentlige sektor med "bare" 10% så ville det give en besparelse på kr. 46 milliarder. Det sætter mange af dagens politiske diskussioner i perspektiv.

Vi kommer (forhåbentlig) til at høre meget mere om produktivitetsforøgelse den kommende tid, og der er nok at tage fat på.