Ny ISS-chef har Ronald Reagan som idol

I de seneste seks år har adressen på Kenth Kærhøgs visitkort været først Hong Kong og siden Atlanta i USA

Lars Jensen,

12/02/2011

I de seneste seks år har adressen på Kenth Kærhøgs visitkort været først Hong Kong og siden Atlanta i USA. Nu bliver den så udskiftet til fordel for Bredgade i København, og firma-navnet bliver ISS i stedet for Coca-Cola.

Men det indebærer ikke, at han forlader den globale scene. Titlen hos ISS bliver Global Kommunikationschef, og efter årene i Hong Kong og USA er Kenth Kærhøg blevet en stærkt globalt præget person. F.eks. har han en tidligere amerikansk præsident, der netop ville være fyldt 100 år, som idol.

”Ja, Ronald Reagan er klart mit idol. Han var en stærk kommunikator. Man kan lære meget af hans evne til at gøre det komplicerede simpelt på en positiv måde. Han talte til hjertet, holdt fast i sine idealer og var en fantastisk historiefortæller, før det blev moderne at være storyteller”.