Fra Europa-komissionen eller fra Nationalbankens halvårsrapport kan denne tabel hentes, som viser, hvor store budgetunderskud forskellige lande i Europa har, og hvor meget, de er blevet henstillet at spare af EcoFin (The Economic and Financial Affairs Council).
Det fremgår, at Danmark estimeres at få et budgetunderskud under middel (5.5%) for 2010, og at Storbritannien og PIGS-landene (fraset Italien) samt en hel del østeuropæiske lande får budgetunderskud på 8% eller mere. Men lad os kigge nærmere på Danmark.
Danmark er blevet henstillet kun at skulle spare 0.5% om året, hvilket viser, at henstillingerne generelt er milde og sikkert ikke bæredygtige. Et gæt er, at vi må forvente underskud på ca. 50 milliarder i ihvertfald 3-5 år fremover, fordi beskæftigelsen ikke stiger nok til at mindske de sociale udgifter særligt - men det kræver naturligvis en særlig indsigt i konjunkturcykler at vurdere dette.
Der er dog næppe nogen, der mener, at beskæftigelsen vil stige markant de næste fem år, og derfor vil de sociale udgifter fortsat sikre store underskud på finanserne. De besparelser, der henstilles fra EcoFin er derfor, som jeg ser det, absolut lempelige ikke bare i forhold til økonomien nu, men især i forhold til det fremtidige demografiske blackout, der skyldes de store årgange, der forlader arbejdsmarkedet, hvis vi ikke gør noget hurtigt.
På kort sigt skal de fleste andre lande i Europa spare voldsomt meget mere på deres budgetter, end vi skal i Danmark. Det er i dette lys ganske useriøst, at Danmarks Venstrefløj, og desværre tildels også regeringen, er så langsom og uvillig til at spare på finansloven. Det skyldes udelukkende, at den politiske beslutningsproces i Danmark er træg på grund af voksende populisme og deraf affødt reformmodvilje. Hvis vi skal klynke i Danmark over disse små besparelser nu, hvad så med de lande, der sparer 2% om året? Og hvad så med de reformer, vi er tvunget til at gennemføre senere? I dette lys er den nuværende modvilje mod reformer helt ude i hampen.
Mere præcist kan efterlønnen formentlig godt dække de 0.5%, så vidt jeg umiddelbart vurderer (15 milliarder ud af måske 75 milliarder i underskud - økonomer herinde er selvfølgelig velkomne til at rette mig). Men vores underskud er altså i så fald fem gange større end efterlønsposten, hvilket ikke er nok til at rette op på budgetunderskuddet.
Den genopretning, som Danmark skal igennem, er i første omgang mild af en eneste årsag, nemlig, at regeringen har betalt af på vores gæld i de gode år. Men vi står derudover overfor en svag udvikling i produktiviteten og konkurrenceevnen, der er værre end i lande, vi sammenligner os med, hvilket er beskrevet tidligere, og gør vores behov for reformer større end i andre lande, selvom behovet for at spare i første omgang er mindre.
Af de nævnte årsager burde vi spare langt mere, end hvad efterlønnen kan give. Fraværret af reformer udskyder nemlig håndteringen af den demografiske udfordring, der er uundgåelig, og det er faktisk landsskadeligt ikke at tage disse reformer hurtigere end senere, da vi blot vil sakke endnu mere agterud i den globale konkurrence, som er intensiveret og blevet tydeligere under krisen.
Sidst, men ikke mindst, så er ethvert underskud, vi efterlader os nu, gæld til vore børn. Venstrefløjen elsker at snakke om solidaritet, men den solidaritet virker temmelig forloren, når regningen for krisen bliver tørret af på fremtidige generationer. Det er simpelthen uværdigt for vore børn.
Konklusionen er, at modviljen mod reformer er useriøs, uværdig og direkte landsskadelig, set i forhold til andre landes besparelser her og nu, som er større, og i lyset af vores demografiske og konkurrencemæssige udfordringer, som er stigende i forhold til mange andre lande. Det er nu, der skal handles.
