Min syvende klumme på 180grader.dk - bragt 12. jun 2008 kl 22:30
Weekendklummen: Rune Kristensen skriver om vores kulturpolitik, der ensretter kulturudbudet og umyndiggør danskerne.
Af Rune Kristensen
Igennem årtusinder har kultur blomstret frem verden over uden statslig indblanding. I mange lande udspringer kultur stadig fra befolkningen selv og behøver ikke fremskyndelse via skattefinansierede subsidier.
I 60'ernes Danmark rasede kulturkampen med Peter Rindal i spidsen, men i dag er protesterne mod de mange milliarder, som staten og kommunerne hvert år pumper i produktionen af såkaldt "dansk kultur", langsomt røget ud i periferien som ubetydelige kvæk i den daglige politiske trummerum.
Protesterne er ubetydelige, delvist fordi disse milliarder trods alt udgør en ligeså ubetydelig del af de i forvejen omsiggribende offentlige budgetter, og delvist fordi det for mange mennesker er uhåndgribeligt, hvor man skulle skære i midlerne.
Tager man eksempelvis 50.000 kroner fra 100 sæbepibespillende musikanter i støtte, så råber disse betydeligt mere op end de 100.000 borgere i kommunen, der finansierer det over skattebetalingen. Ingen bekymrer sig om de 50 øre per skatteborger, men de 100 musikanter bekymrer sig voldsomt om deres tilskud - og overdøver derved de stille protester, der måtte fremkomme.
Kultur danner folk - og folk danner kultur. Kultur udspringer fra den kreative og videreformidlende side af mennesket. En side der uagtet skattetryk og kulturstøtte er en fast bestanddel af menneskeheden.
Kultur er smuk og unik. "Hvad der er kultur for mig, er ikke nødvendigvis kultur for dig," kunne man forenklet udtrykke det.
Netop derfor bør man ikke formynderisere kulturen. Kultur behøver ikke økonomisk støtte for at kunne fremkomme. En ting er, at de faktiske omkostninger ved f.eks. en pensel og et lærred ikke er overvældende, en anden ting er motivationen: Den kommer indefra. Man finder ikke på en god idé eller tænker en fordybet tanke, blot fordi man får kulturstøtte. Mange kunstnere gennem tiden, har i øvrigt måske netop tænkt spændende tanker grundet deres liv i armod.
Kulturstøtte hjælper dermed ikke kreativiteten på vej, men dræber i stedet mangfoldigheden. Når én kunstner subsidieres via offentlige midler, så sker det på bekostning af andre kunstnere, der ikke kan konkurrere mod en, der har statskassen i ryggen.
Staten kan øge kulturproduktionen med lærerige uddannelser i form af eksempelvis Kunstakademiet, Statens Filmskole og Musikkonservatoriet, men staten skal ikke lønne kunstnere - og slet ikke med livslange ydelser. Staten kan sætte rammerne, men kunstnerne må selv udfylde dem.
Det må være forbrugernes lod at afgøre om et maleri, en film, en bog eller et teaterstykke er interessant nok til, at der skal skydes penge i.
Hvis en møbelfabrikant producerer møbler, som ingen gider købe, så må denne lukke. På samme måde bør det fungere i kunstens verden. Hvis ingen gider købe dine malerier, så må du male nogle mere seværdige og interessante, eller holde din kunstneriske trang til en hobby.
Det er ret beset sådan, at mange mennesker føler, at det, de laver, er en eller anden form for kultur. En ting er møbelarkitektur, en anden er f.eks. tøjdesignere. Her kan designeren heller ikke forvente, at blot fordi hans buksers bagdel er mundmalede af en ældre kvinde fra Slagelse, så vil staten skyde penge i produktet.
Når smagsdommere definerer lort på dåse, blendede guldfisk, udstillinger med døde grise og hundevalpe samt en mands urinering op af en væg som værdige endemål for skatteydernes penge, så må der trækkes en grænse. Så må protesterne gentages - og blive højere.
En ting er, at der er mere værdige formål, vores borgeres penge kunne gå til. En anden er, at det ikke er op til staten at holde kultureliten beskæftiget.
Naturligvis bør staten hjælpe til bevarelsen af den kultur, som tidligere generationer har efterladt os, via museer og lignende, men selve produktionen af kultur, bør ske efter kulturens værd i samfundet. Staten skal altså bevare kulturen, men ikke skabe den.
Jeg er stor tilhænger af, at kulturstøtten afskaffes, og af at der i stedet indføres øget brugerbetaling i f.eks. teatre og på biblioteker.
Jeg er stor tilhænger af, at forfattere benytter reklameindlæg i deres bogudgivelser, som man blandt andet ser det i Schweiz, til finansiering.
Jeg er stor tilhænger af, at man opretter endnu flere private kunst- og kulturfonde i samarbejde med virksomheder og andre interesserede.
Men kultur skal som udgangspunkt ikke finansieres via skattebilletten, når folk i stedet kan beholde deres penge og vælge deres eget kulturforbrug.
Rune Kristensen er landsformand for Konservativ Ungdom og BA. scient. pol.
Weekendklummen: Rune Kristensen skriver om vores kulturpolitik, der ensretter kulturudbudet og umyndiggør danskerne.
Af Rune Kristensen
Igennem årtusinder har kultur blomstret frem verden over uden statslig indblanding. I mange lande udspringer kultur stadig fra befolkningen selv og behøver ikke fremskyndelse via skattefinansierede subsidier.
I 60'ernes Danmark rasede kulturkampen med Peter Rindal i spidsen, men i dag er protesterne mod de mange milliarder, som staten og kommunerne hvert år pumper i produktionen af såkaldt "dansk kultur", langsomt røget ud i periferien som ubetydelige kvæk i den daglige politiske trummerum.
Protesterne er ubetydelige, delvist fordi disse milliarder trods alt udgør en ligeså ubetydelig del af de i forvejen omsiggribende offentlige budgetter, og delvist fordi det for mange mennesker er uhåndgribeligt, hvor man skulle skære i midlerne.
Tager man eksempelvis 50.000 kroner fra 100 sæbepibespillende musikanter i støtte, så råber disse betydeligt mere op end de 100.000 borgere i kommunen, der finansierer det over skattebetalingen. Ingen bekymrer sig om de 50 øre per skatteborger, men de 100 musikanter bekymrer sig voldsomt om deres tilskud - og overdøver derved de stille protester, der måtte fremkomme.
Kultur danner folk - og folk danner kultur. Kultur udspringer fra den kreative og videreformidlende side af mennesket. En side der uagtet skattetryk og kulturstøtte er en fast bestanddel af menneskeheden.
Kultur er smuk og unik. "Hvad der er kultur for mig, er ikke nødvendigvis kultur for dig," kunne man forenklet udtrykke det.
Netop derfor bør man ikke formynderisere kulturen. Kultur behøver ikke økonomisk støtte for at kunne fremkomme. En ting er, at de faktiske omkostninger ved f.eks. en pensel og et lærred ikke er overvældende, en anden ting er motivationen: Den kommer indefra. Man finder ikke på en god idé eller tænker en fordybet tanke, blot fordi man får kulturstøtte. Mange kunstnere gennem tiden, har i øvrigt måske netop tænkt spændende tanker grundet deres liv i armod.
Kulturstøtte hjælper dermed ikke kreativiteten på vej, men dræber i stedet mangfoldigheden. Når én kunstner subsidieres via offentlige midler, så sker det på bekostning af andre kunstnere, der ikke kan konkurrere mod en, der har statskassen i ryggen.
Staten kan øge kulturproduktionen med lærerige uddannelser i form af eksempelvis Kunstakademiet, Statens Filmskole og Musikkonservatoriet, men staten skal ikke lønne kunstnere - og slet ikke med livslange ydelser. Staten kan sætte rammerne, men kunstnerne må selv udfylde dem.
Det må være forbrugernes lod at afgøre om et maleri, en film, en bog eller et teaterstykke er interessant nok til, at der skal skydes penge i.
Hvis en møbelfabrikant producerer møbler, som ingen gider købe, så må denne lukke. På samme måde bør det fungere i kunstens verden. Hvis ingen gider købe dine malerier, så må du male nogle mere seværdige og interessante, eller holde din kunstneriske trang til en hobby.
Det er ret beset sådan, at mange mennesker føler, at det, de laver, er en eller anden form for kultur. En ting er møbelarkitektur, en anden er f.eks. tøjdesignere. Her kan designeren heller ikke forvente, at blot fordi hans buksers bagdel er mundmalede af en ældre kvinde fra Slagelse, så vil staten skyde penge i produktet.
Når smagsdommere definerer lort på dåse, blendede guldfisk, udstillinger med døde grise og hundevalpe samt en mands urinering op af en væg som værdige endemål for skatteydernes penge, så må der trækkes en grænse. Så må protesterne gentages - og blive højere.
En ting er, at der er mere værdige formål, vores borgeres penge kunne gå til. En anden er, at det ikke er op til staten at holde kultureliten beskæftiget.
Naturligvis bør staten hjælpe til bevarelsen af den kultur, som tidligere generationer har efterladt os, via museer og lignende, men selve produktionen af kultur, bør ske efter kulturens værd i samfundet. Staten skal altså bevare kulturen, men ikke skabe den.
Jeg er stor tilhænger af, at kulturstøtten afskaffes, og af at der i stedet indføres øget brugerbetaling i f.eks. teatre og på biblioteker.
Jeg er stor tilhænger af, at forfattere benytter reklameindlæg i deres bogudgivelser, som man blandt andet ser det i Schweiz, til finansiering.
Jeg er stor tilhænger af, at man opretter endnu flere private kunst- og kulturfonde i samarbejde med virksomheder og andre interesserede.
Men kultur skal som udgangspunkt ikke finansieres via skattebilletten, når folk i stedet kan beholde deres penge og vælge deres eget kulturforbrug.
Rune Kristensen er landsformand for Konservativ Ungdom og BA. scient. pol.
