Det er et stort problem i Dansk politik at kugleramme-mentaliteten har taget overhånd: Alle væsentlige beslutninger starter med en overvejelse om hvor vidt "det" kan betale sig på kort sigt - vel at bemærke for den enkelte interessent eller den interessegruppe vedkommende tilhører - og stort set alle politiske diskussioner foregår med dette som (skjult) udgangspunkt.
Der er mangel på politikere, som tør løfte blikket og tage et mere langsigtet bestik; Og så tage de nødvendige beslutningerne på det grundlag selv om det måske generer "de nærmeste". Risikoen er, at de politikere det tør tage skridtet får en kort karierre, men det er en risiko man må leve med hvis vi skal ud af sumpen.
De enkelte politikere pitcher efter politisk indflydelse, personlig profilering som springbræt til en langsigtet politisk karierere - gerne ministerkarierre - og adgang til livsvarig pension. Det at være politiker er blevet er erhverv, og erhvervsinteresser skal beskyttes.
Interessegrupper forholder sig snæver til hvilken effekt lovforslag og andre politiske tiltag har på egne interesser og på kort sigt, i stedet for at tænke langsigtet på fremtidige generationer.
Og i større politiske og økonomiske sammenhænge træder det også meget tydeligt frem, når man hører det fremført som argument mod EU, at Danmark er nettoyder. De samme stemmer var uhørlige i starten af vores medlemsskab, da Danmark var netto bidragsmodtager. Sagen er, at et projekt som EU skal vurderes i et helt andet perspektiv - langsigtet og helt oppefra - uden smålige hensyn til hvad kuglerammen siger om det umiddelbare økonomiske udbytte. Hvis EU er en rigtig konstruktion, så burde det være relativt uinteressant om det indenfor en konkret tidsperiode giver underskud eller overskud ud fra en ren økonomisk betragtning.
Hvis vi ikke snart holder op med at regne den ud så ender det med at vi forregner os.
