Der løber en sms ind på mobilen: ”Kør forsigtigt.”
Det er mandag morgen og jeg skal aflevere Sofie til hendes mor. Det sner og det er glat. Jeg tænker mit: "Den gamle hejre, altid på vagt og plagsom".
Selvfølgelig skal jeg køre forsigtigt. Hallo, jeg har en 4-hjulstrækker. Jeg kører altid godt og forsigtigt. Tror hun jeg vil køre ræs i det her vejr? Nogle mødre på Facebook har oven i købet kåret mig som ”Årets far”. Måske fordi jeg har været så ubeskeden at skrive en bog om, hvor god en far jeg er? Jeg har styr på det. Alligevel skulle jeg lige havde den med på vejen: ”Kør forsigtigt.”
Min lille pingvin sidder fastspændt i velfærdsstatens lovbefalede sikkerhedssele. Jeg kører med hjernen på automatpilot, men kan alligevel ikke lade være med at fundere.
Ville jeg nogensinde sige: ”Kør forsigtigt” til hende? Nej, aldrig. Jeg ved, at hun vil køre forsigtigt. Jeg ved, at hun med Sofie har overvejet hvert eneste skaktræk ned til mindste detalje. Alt gøres omsorgsfuldt og omhyggeligt. Tænderne børstes, håret er nyvasket, tøjet rent og vitaminerne er spist. Når det er ”min mandag” dufter Sofie altid ren og lækkert. Sofies mor multitasker og har ofte tid til en formaning og ”du har husket tandlægen på onsdag, ikke?”
Hvad er det hun kan? Jeg må kæmpe, glemmer lidt, samler det op, improviserer, fjoller og det går så alligevel.
Et upåagtet talent
Jeg kan kun komme frem til et svar: Hun er mor af profession – verdens ældste job. Hun har det dybt inde i alle gener. Det er det hun er bedst til. I hvert fald det, hun har nemmest ved. Hun har et medfødt talent.
Mit talent for børn ligger et helt andet sted. Jeg slipper hende løs, kaster hende ud over kanten. Provokerer, driller, skælder ud og krammer luften ud af hendes små lunger. Jeg er far, et bjerg hun kan kravle på. Jeg bliver aldrig en god mor og mor bliver aldrig en god far. Alligevel lurer vi på hinanden. Iagttager og famler os frem. Vi er skilsmisseforældrene. De aparte og utålmodige forældre, der ikke gav hinanden tid eller søgte om hjælp i tide. Sofie var syg, det var uundgåeligt, trøster vi os med. Ja, hvem ved?
I nederlagets stund, som familiefaderlig fiasko, kan det om end ikke andet dulme, at jeg i dag hjælper andre familier med syge børn eller ”børn med særlige behov”, som det så pænt hedder i de socialpædagogiske lovbøger for politisk korrekthed.
I disse timer, hvor en familie med al deres smerte og frustration kravler helt ind under min hud, ser jeg hende igen. Moderen. Ydmyg, men på vagt og bevæbnet med lige dele lydhør og skepsis fordi hun skal hjælpe og forsvare sit elskede barn. Faderen er afventende. Han vi se beviser og logiske konklusioner. Er moderen en af de sjældne og svage, vinder faderens dovenskab og barnet forbløder.
Hjemmet som call center
Selvom hun, moderen, har smidt både bh, forklæde og Carmen Curlers for at iklæde sig mine benklæder, domæner, sprog og dårlige vaner, så er hun dybt inde i sin sjæl stadig mor. Og træder i den grad i karakter, når et barn har brug for hendes hjælp. Jeg er så heldig at have set det over 200 gange og det imponerer mig hver gang.
Men jeg skræmmes også over, hvorledes denne moderlighed er blevet undertrykt og spottet. I over fyrre år har statsfeminismen dikteret, at kvinder for enhver pris skulle prioritere deres ego og karriere frem for familie og børn, tilskyndet af en lovgivning, der gør alt for at nedbryde familien og moderens oprindelige hverv. Nu er en lønseddel det eneste symbol på præstation.
Hendes arbejdsplads er overflødiggjort af institutioner, medicin, pædagoger, psykologer og professionelle børnesagkyndige og hjemmet, som egentlig skulle danne rammen om familien og børnenes trivsel er omdannet til et Call Center for take away fast food og symptomdulmende natlæger. I stedet for at stole på sin moderlige intuition, griber hun ikke længere i egen barm, men telefonen.
Jeg ser igen på mobilen og smiler anerkendende. Det står der endnu: ”Kør forsigtigt.” Og godt for det. Jeg kørte faktisk lidt mere forsigtigt den dag.
