Hvad mener vi kulturradikale dhimmificerede bløddyr så om ’mordforsøget’ på Kurt Westergaard? Vi mener, at det er for galt, at man altid tænker det værste om muslimer!
Den stakkels unge mand, der forleden blev skudt af betjente (læs: jyske redneck-racister!) og anholdt med en kniv på sig foran Muhammed-tegneren Kurt Westergaards hjem, var sikkert bare sulten. Han var jo somalier – de er altid sultne – og han skulle garanteret bare bruge kniven til at snitte sig et par osteskiver fra Kurt Westergaards køleskab.
Noget med islam at gøre har sagen i hvert fald ikke. Hvis han virkelig ønskede at gøre Westergaard fortræd, så er det kun på grund af den grusomme racisme, der bliver somaliere til del i det danske samfund, en racisme som Kurt Westergaard, Jyllands-Posten og DF ikke har holdt sig tilbage fra at nære.
Har somalieren flirtet med al Qaeda i Østafrika, så er det kun et resultat af den kolossale postkoloniale stress der plager ham. Og vi må ikke glemme kolonitiden og slavehandlen. Koloniseringen af Afrikas Horn var det ganske vist italienere, ikke danskere, der stod for, og slavehandlen ramte ikke i nævneværdig grad somaliere. Men uanset hvad: den unge somaliske mand er moralsk skyldfri og bør derfor også forblive straffri – naturligvis med forhøjet invalidepension samt erstatning for uretmæssig anholdelse.
Nej, sådan ser vi kulturradikale dhimmificerede bløddyr selvfølgelig ikke på sagen med den tilsyneladende morderiske somalier. For det første er somalieren, efter de foreløbige indicier at dømme, skyldig som ind i helvede, og for det andet har sagen selvfølgelig noget med islam at gøre. Men islam er hverken det eneste eller nødvendigvis det bedste bud på mandens motiver.
Islam er en utilstrækkelig forklaringsmodel, for sagen har en kontekst, en kontekst som har masser at gøre med imperialisme. Ikke en abstrakt imperialisme som den karikeret ovenfor, men derimod en helt konkret imperialisme med helt konkrete aktører. Denne kontekst er ’olie, kold krig og supermagtsrivaliseren’.
Men lad os begynde herhjemme. Vi hører fra Nicolai Sennels at muslimsk kultur er meget, meget voldelig; vi hører fra Lars Hedegaard, at muslimerne voldtager deres egne børn; og vi hører fra islamkritikerne, at der går en lige linie fra koranen til muslimsk ondskab, mordforsøg, terrortrusler og kriminalitet.
Muslimer er en slags koran-robotter, som er forudprogrammeret til vold og destruktion, forlyder det, men den påstand stemmer ikke umiddelbart overens med det faktum, at der 'blot' har været to mordforsøg eller planer om mord på Kurt Westergaard.
Hvis der er – et slag på tasken – 400.000 muslimer i Danmark, så er det en halv tusindedel af én procent af de herboende muslimer, der har forsøgt at myrde Kurt Westergaard. Så enten er der noget galt med tesen om, at muslimer er viljesløse robotter for Allah, eller også er der noget galt med de herboende muslimer, som jo ikke lever op til deres religiøse pligt om at myrde alle de vantro koran-forhånere.
Det samme gælder massakren for nylig i Fort Hood i USA, hvor en amerikansk-palæstinensisk mand gik amok med en automatriffel og myrdede adskillige mennesker. Vi får at vide, at også det var en gerning determineret af islam og koranord, men den tese forklarer ikke, hvorfor de 14.999 andre muslimer i den amerikanske hær ikke går amok med automatrifler.
Selvom der ikke er tvivl om, at psykiateren med automatriflen var troende muslim, så er der omkring tre millioner muslimer i USA, deriblandt mange andre troende muslimer, som ikke skyder vildt omkring sig, så der må være andre forklaringer end islam og koran.
Jeg inddrager sagen fra Fort Hood, fordi den er ret ligetil: Manden er amerikansk-palæstinenser og har altså en etnisk baggrund som gør ham til naturlig fjende af det Israel, som er USA's vigtigste klientstat i den mellemøstlige region. Når israelere myrder arabere, så gør de det bl.a. med amerikanske våben.
Hvad mere er, så stod psykiateren overfor truslen om udsendelse til Irak, hvilket han frygtede mere end noget andet - så meget at han kæmpede for at blive løst fra sin kontrakt med det amerikanske militær.
Gennem samtaler med hjemvendte soldater har han hørt om krigens grusomheder, og som troende muslim har han haft moralske skrupler ved at være med i en imperial hær, der - som det sker i krig - også kan begå grusomheder (hvis man ikke tror på dén påstand, kan man abonnere på det venstre- og ofte velorienterede nyhedsbrev fra Information Clearing House. Det sker ikke sjældent, at civile dræbes i bundter i Afghanistan, Irak og netop nu i Yemen, af amerikansk-vestlige interventionsstyrker).
Islam har noget med sagen at gøre, men ikke på den simple, deterministiske måde. Eller i det mindste ikke kun på den simple, deterministiske måde. Islam er ikke bare en tro, givet i koranen, islam er også den lim, der klistrer muslimerne sammen i et fællesskab af muslimsk identitet - for så vidt disse muslimer føler sig mere som muslimer end f.eks. danskere eller amerikanere ('muslimer' der føler sig mere som danskere eller amerikanere findes nemlig også).
Når Morten Messerschmidt i sin tid følte mere sympati for serberne end for albanere og bosniere under de jugoslaviske borgerkrige, så var det også et spørgsmål om identitet: For Messerschmidt var serberne mere 'vi' end bosniere og albanere, fordi serberne er kristne og muslimerne er fjenden, og sådan er det nok også for den unge somaliske al Qaeda-aspirant: 'Vi'-følelsen er stærk hos ham, og derfor føler han sig kaldet til at forsvare muslimer verden over, der bliver uretfærdigt behandlet.
Det afgørende spørgsmål er så, om muslimer rent faktisk bliver uretfærdigt behandlet. Hvis de ikke i en eller anden grad virkelig er ofre, så kunne det være med til at påvise, at koranens ord faktisk har noget med sagen at gøre, at islam er en ond og totalitær ideologi.
Somalieren, der tilsyneladende forsøgte at øksemyrde Kurt Westergaard, er kulturkriger af samme blod som Søren Krarup, Morten Messerschmidt og Osama bin Laden, selvom de to DF-koryfæer naturligvis først og fremmest kæmper inden for retsstatens og demokratiets rammer.
Ikke desto mindre er de enige med Osama bin Laden på vigtige områder, især i forestillingen om, at der virkelig finder et Civilisationernes Sammenstød sted, men også i ideen om at muslimer helst bør bo i Muslimistan, kristne i Kristenland, og at man i princippet ikke bør blande sig i hinandens affærer (det var angiveligt zionisten Søren Espersen der fik overbevist en isolationistisk Søren Krarup om det fornuftige i at bakke op om USA’s krige i Mellemøsten og Centralasien).
Der findes udbredte, men uholdbare forestillinger om, at ’islamisterne hader os, udelukkende fordi de hader vores succesfulde samfundssystem’, og at 'deres eneste mål er at udbrede kalifatet til hele verden’, men sandheden er, at Osama bin Laden langt oftere end han taler om kalifat og muslimsk verdenserobring, forklarer motiverne for at angribe USA og amerikanske interesser.
Vestlige interesser i Mellemøsten er historisk uden paralleller og antallet af interventioner i regionen ligeså. Uden olien havde Mellemøsten været uinteressant for Storbritannien og senere USA, og hvis der heller ikke var noget som hed Israel, ville krigen i Irak aldrig have fundet sted. Uden olien og den alliance med USA som olien gav anledning til, ville det gennemkorrupte og enevældige kongestyre i Saudiarabien ikke have overlevet det 20. århundrede.
Uden militær, politisk og efterretningsmæssig støtte fra USA, Storbritannien og Israel ville få af de traditionalistiske regimer i Mellemøsten have overlevet, de ville for længst være væltet af en general Abdel Nasser eller andre modernistiske araber-nationalister.
Uden støtten fra Storbritannien, USA og Israel ville traditionalisterne i den arabisk-muslimske verden ikke have lykkedes med at sprede den mest formørkede form for islam, wahabismen, til muslimske lande over hele verden. Når man blandt de mest radikaliserede islamister i dag finder pakistanere, palæstinensere og somaliere, så har det at gøre med saudernes store succes med at inficere den muslimske verden med sin grusomme version af islam, særligt i fejlede- eller næsten-fejlede stater.
Det er ikke islam per se, det handler om, det er wahabisme, også kendt som ’ørken-islam’ i modsætning til de langt mere pragmatiske og humanistiske versioner, der i historiens løb har eksisteret i skiftende muslimske magtcentre i f.eks. Cairo, Istanbul, Damaskus, Cordoba eller Baghdad.
Simple propagandister fremstiller i dag islam som indbegrebet af konservatisme, antisesen til det rationelle videnskabsideal og som ultimativ kontrast til de vestlige frihedsidealer. De er næppe klar over, at Baghdad i 900-tallet var en millionby med et stort offentligt hospital, adskillige observatorier, to kollegier der gradvist udviklede sig til universiteter samt 36 offentlige biblioteker og mere end 100 boghandlere.
Cordoba i det muslimske Spanien havde i sin storhedstid i 1000-tallet en halv million indbyggere, gasoplyste gader, 300 offentlige bade, 50 mindre hospitaler og adskillige offentlige og private biblioteker med et antal af bøger, der oversteg det samlede antal i resten af Europa på den tid.
Mange borgerlige har en tendens til at interessere sig umådeholdent meget for ’kultur’, selvfølgelig med det slet skjulte motiv at hylde vores egen kultur ved at nedvurdere de andres. Men kultur er ofte meget mindre interessant end magt og politik. Og det er magt og politik, der har maget det således, at den saudibarbariske variant af islam er blevet toneangivende og 'mainstream'.
Når det kommer til stykket, så er det ikke os kulturradikale dhimmificerede bløddyr, der er nyttige idioter for islamismen (som er en meget overvurderet fare). Det er kulturkrigerne der er nyttige idioter for vestlig imperialisme. Denne vestlige imperialisme har haft kontrollen med det olierige Mellemøsten som sit delmål, men de helt overordnede rivaler til vestlig magt - det ved enhver bare nogenlunde kvik ung praktikant i Pentagon - det er Rusland og Kina.
Når man beskytter sine olieinteresser i Mellemøsten, gør man det ikke fordi man frygter at Osama bin Laden sætter sig på dem. Man gør det fordi man frygter - men især under den kolde krig frygtede - at Sovjetrusland med et skaktræk mod Den persiske golf ville lamme de vestlige samfund.
Saudiarabien er islamismens arnested, og Islamisterne var nyttige idioter for vestlig imperialisme. Uden hjælpen til mujahedinerne i deres kamp mod den sovjetiske besættelse af Afghanistan, ville Osama bin Laden og al Qaeda næppe have set dagens lys. Og hvis man ikke havde givet sauderne frit spil til at sprede gift i Pakistan, ville taleban aldrig være blevet en væsentlig spiller i Afghanistan.
Når man i dag ’bekæmper terror’ i Afghanistan, så er det sandsynligvis lisså meget ud fra at ønske om at være tilstede i den centralasiatiske region, og på den måde stække Kina og Ruslands magt i deres respektive nærområder. Man har presset det russiske imperium tilbage i Østeuropa, Ukraine og Kaukasus, og man har arbejdet hårdt på at skabe alliancer med Kinas naboer i Centralasien.
Ultimativt tør jeg ikke sige, om den store amerikanske strateg Zbigniew Brzezinski har ret i sin anbefaling til USA om at stække russisk og kinesisk magt, indtil vi er sikre på, at de to asiatiske lande er på god og stabil, liberal-demokratisk kurs. Men jeg har endelig fået købt hans bog, The Grand Chessboard, og jeg skal se om jeg får tid til at kommentere den her på 180Grader.
De nyttige idioter er der imidlertid ingen tvivl om hvem er: islamister versus vestlige islamkritiske fjollehoveder. Fjollehoveder der i tunnelsyn ser konturerne af en kolomægtig fjende, men hverken forstår årsagerne til denne fjendes umiskendelige fremgang, eller ser det store skakbræt som både de selv og islamisterne hopper rundt på, i et spil som kaldes ’Krigen mod Terror’.
Den stakkels unge mand, der forleden blev skudt af betjente (læs: jyske redneck-racister!) og anholdt med en kniv på sig foran Muhammed-tegneren Kurt Westergaards hjem, var sikkert bare sulten. Han var jo somalier – de er altid sultne – og han skulle garanteret bare bruge kniven til at snitte sig et par osteskiver fra Kurt Westergaards køleskab.
Noget med islam at gøre har sagen i hvert fald ikke. Hvis han virkelig ønskede at gøre Westergaard fortræd, så er det kun på grund af den grusomme racisme, der bliver somaliere til del i det danske samfund, en racisme som Kurt Westergaard, Jyllands-Posten og DF ikke har holdt sig tilbage fra at nære.
Har somalieren flirtet med al Qaeda i Østafrika, så er det kun et resultat af den kolossale postkoloniale stress der plager ham. Og vi må ikke glemme kolonitiden og slavehandlen. Koloniseringen af Afrikas Horn var det ganske vist italienere, ikke danskere, der stod for, og slavehandlen ramte ikke i nævneværdig grad somaliere. Men uanset hvad: den unge somaliske mand er moralsk skyldfri og bør derfor også forblive straffri – naturligvis med forhøjet invalidepension samt erstatning for uretmæssig anholdelse.
Nej, sådan ser vi kulturradikale dhimmificerede bløddyr selvfølgelig ikke på sagen med den tilsyneladende morderiske somalier. For det første er somalieren, efter de foreløbige indicier at dømme, skyldig som ind i helvede, og for det andet har sagen selvfølgelig noget med islam at gøre. Men islam er hverken det eneste eller nødvendigvis det bedste bud på mandens motiver.
Islam er en utilstrækkelig forklaringsmodel, for sagen har en kontekst, en kontekst som har masser at gøre med imperialisme. Ikke en abstrakt imperialisme som den karikeret ovenfor, men derimod en helt konkret imperialisme med helt konkrete aktører. Denne kontekst er ’olie, kold krig og supermagtsrivaliseren’.
Men lad os begynde herhjemme. Vi hører fra Nicolai Sennels at muslimsk kultur er meget, meget voldelig; vi hører fra Lars Hedegaard, at muslimerne voldtager deres egne børn; og vi hører fra islamkritikerne, at der går en lige linie fra koranen til muslimsk ondskab, mordforsøg, terrortrusler og kriminalitet.
Muslimer er en slags koran-robotter, som er forudprogrammeret til vold og destruktion, forlyder det, men den påstand stemmer ikke umiddelbart overens med det faktum, at der 'blot' har været to mordforsøg eller planer om mord på Kurt Westergaard.
Hvis der er – et slag på tasken – 400.000 muslimer i Danmark, så er det en halv tusindedel af én procent af de herboende muslimer, der har forsøgt at myrde Kurt Westergaard. Så enten er der noget galt med tesen om, at muslimer er viljesløse robotter for Allah, eller også er der noget galt med de herboende muslimer, som jo ikke lever op til deres religiøse pligt om at myrde alle de vantro koran-forhånere.
Det samme gælder massakren for nylig i Fort Hood i USA, hvor en amerikansk-palæstinensisk mand gik amok med en automatriffel og myrdede adskillige mennesker. Vi får at vide, at også det var en gerning determineret af islam og koranord, men den tese forklarer ikke, hvorfor de 14.999 andre muslimer i den amerikanske hær ikke går amok med automatrifler.
Selvom der ikke er tvivl om, at psykiateren med automatriflen var troende muslim, så er der omkring tre millioner muslimer i USA, deriblandt mange andre troende muslimer, som ikke skyder vildt omkring sig, så der må være andre forklaringer end islam og koran.
Jeg inddrager sagen fra Fort Hood, fordi den er ret ligetil: Manden er amerikansk-palæstinenser og har altså en etnisk baggrund som gør ham til naturlig fjende af det Israel, som er USA's vigtigste klientstat i den mellemøstlige region. Når israelere myrder arabere, så gør de det bl.a. med amerikanske våben.
Hvad mere er, så stod psykiateren overfor truslen om udsendelse til Irak, hvilket han frygtede mere end noget andet - så meget at han kæmpede for at blive løst fra sin kontrakt med det amerikanske militær.
Gennem samtaler med hjemvendte soldater har han hørt om krigens grusomheder, og som troende muslim har han haft moralske skrupler ved at være med i en imperial hær, der - som det sker i krig - også kan begå grusomheder (hvis man ikke tror på dén påstand, kan man abonnere på det venstre- og ofte velorienterede nyhedsbrev fra Information Clearing House. Det sker ikke sjældent, at civile dræbes i bundter i Afghanistan, Irak og netop nu i Yemen, af amerikansk-vestlige interventionsstyrker).
Islam har noget med sagen at gøre, men ikke på den simple, deterministiske måde. Eller i det mindste ikke kun på den simple, deterministiske måde. Islam er ikke bare en tro, givet i koranen, islam er også den lim, der klistrer muslimerne sammen i et fællesskab af muslimsk identitet - for så vidt disse muslimer føler sig mere som muslimer end f.eks. danskere eller amerikanere ('muslimer' der føler sig mere som danskere eller amerikanere findes nemlig også).
Når Morten Messerschmidt i sin tid følte mere sympati for serberne end for albanere og bosniere under de jugoslaviske borgerkrige, så var det også et spørgsmål om identitet: For Messerschmidt var serberne mere 'vi' end bosniere og albanere, fordi serberne er kristne og muslimerne er fjenden, og sådan er det nok også for den unge somaliske al Qaeda-aspirant: 'Vi'-følelsen er stærk hos ham, og derfor føler han sig kaldet til at forsvare muslimer verden over, der bliver uretfærdigt behandlet.
Det afgørende spørgsmål er så, om muslimer rent faktisk bliver uretfærdigt behandlet. Hvis de ikke i en eller anden grad virkelig er ofre, så kunne det være med til at påvise, at koranens ord faktisk har noget med sagen at gøre, at islam er en ond og totalitær ideologi.
Somalieren, der tilsyneladende forsøgte at øksemyrde Kurt Westergaard, er kulturkriger af samme blod som Søren Krarup, Morten Messerschmidt og Osama bin Laden, selvom de to DF-koryfæer naturligvis først og fremmest kæmper inden for retsstatens og demokratiets rammer.
Ikke desto mindre er de enige med Osama bin Laden på vigtige områder, især i forestillingen om, at der virkelig finder et Civilisationernes Sammenstød sted, men også i ideen om at muslimer helst bør bo i Muslimistan, kristne i Kristenland, og at man i princippet ikke bør blande sig i hinandens affærer (det var angiveligt zionisten Søren Espersen der fik overbevist en isolationistisk Søren Krarup om det fornuftige i at bakke op om USA’s krige i Mellemøsten og Centralasien).
Der findes udbredte, men uholdbare forestillinger om, at ’islamisterne hader os, udelukkende fordi de hader vores succesfulde samfundssystem’, og at 'deres eneste mål er at udbrede kalifatet til hele verden’, men sandheden er, at Osama bin Laden langt oftere end han taler om kalifat og muslimsk verdenserobring, forklarer motiverne for at angribe USA og amerikanske interesser.
Vestlige interesser i Mellemøsten er historisk uden paralleller og antallet af interventioner i regionen ligeså. Uden olien havde Mellemøsten været uinteressant for Storbritannien og senere USA, og hvis der heller ikke var noget som hed Israel, ville krigen i Irak aldrig have fundet sted. Uden olien og den alliance med USA som olien gav anledning til, ville det gennemkorrupte og enevældige kongestyre i Saudiarabien ikke have overlevet det 20. århundrede.
Uden militær, politisk og efterretningsmæssig støtte fra USA, Storbritannien og Israel ville få af de traditionalistiske regimer i Mellemøsten have overlevet, de ville for længst være væltet af en general Abdel Nasser eller andre modernistiske araber-nationalister.
Uden støtten fra Storbritannien, USA og Israel ville traditionalisterne i den arabisk-muslimske verden ikke have lykkedes med at sprede den mest formørkede form for islam, wahabismen, til muslimske lande over hele verden. Når man blandt de mest radikaliserede islamister i dag finder pakistanere, palæstinensere og somaliere, så har det at gøre med saudernes store succes med at inficere den muslimske verden med sin grusomme version af islam, særligt i fejlede- eller næsten-fejlede stater.
Det er ikke islam per se, det handler om, det er wahabisme, også kendt som ’ørken-islam’ i modsætning til de langt mere pragmatiske og humanistiske versioner, der i historiens løb har eksisteret i skiftende muslimske magtcentre i f.eks. Cairo, Istanbul, Damaskus, Cordoba eller Baghdad.
Simple propagandister fremstiller i dag islam som indbegrebet af konservatisme, antisesen til det rationelle videnskabsideal og som ultimativ kontrast til de vestlige frihedsidealer. De er næppe klar over, at Baghdad i 900-tallet var en millionby med et stort offentligt hospital, adskillige observatorier, to kollegier der gradvist udviklede sig til universiteter samt 36 offentlige biblioteker og mere end 100 boghandlere.
Cordoba i det muslimske Spanien havde i sin storhedstid i 1000-tallet en halv million indbyggere, gasoplyste gader, 300 offentlige bade, 50 mindre hospitaler og adskillige offentlige og private biblioteker med et antal af bøger, der oversteg det samlede antal i resten af Europa på den tid.
Mange borgerlige har en tendens til at interessere sig umådeholdent meget for ’kultur’, selvfølgelig med det slet skjulte motiv at hylde vores egen kultur ved at nedvurdere de andres. Men kultur er ofte meget mindre interessant end magt og politik. Og det er magt og politik, der har maget det således, at den saudibarbariske variant af islam er blevet toneangivende og 'mainstream'.
Når det kommer til stykket, så er det ikke os kulturradikale dhimmificerede bløddyr, der er nyttige idioter for islamismen (som er en meget overvurderet fare). Det er kulturkrigerne der er nyttige idioter for vestlig imperialisme. Denne vestlige imperialisme har haft kontrollen med det olierige Mellemøsten som sit delmål, men de helt overordnede rivaler til vestlig magt - det ved enhver bare nogenlunde kvik ung praktikant i Pentagon - det er Rusland og Kina.
Når man beskytter sine olieinteresser i Mellemøsten, gør man det ikke fordi man frygter at Osama bin Laden sætter sig på dem. Man gør det fordi man frygter - men især under den kolde krig frygtede - at Sovjetrusland med et skaktræk mod Den persiske golf ville lamme de vestlige samfund.
Saudiarabien er islamismens arnested, og Islamisterne var nyttige idioter for vestlig imperialisme. Uden hjælpen til mujahedinerne i deres kamp mod den sovjetiske besættelse af Afghanistan, ville Osama bin Laden og al Qaeda næppe have set dagens lys. Og hvis man ikke havde givet sauderne frit spil til at sprede gift i Pakistan, ville taleban aldrig være blevet en væsentlig spiller i Afghanistan.
Når man i dag ’bekæmper terror’ i Afghanistan, så er det sandsynligvis lisså meget ud fra at ønske om at være tilstede i den centralasiatiske region, og på den måde stække Kina og Ruslands magt i deres respektive nærområder. Man har presset det russiske imperium tilbage i Østeuropa, Ukraine og Kaukasus, og man har arbejdet hårdt på at skabe alliancer med Kinas naboer i Centralasien.
Ultimativt tør jeg ikke sige, om den store amerikanske strateg Zbigniew Brzezinski har ret i sin anbefaling til USA om at stække russisk og kinesisk magt, indtil vi er sikre på, at de to asiatiske lande er på god og stabil, liberal-demokratisk kurs. Men jeg har endelig fået købt hans bog, The Grand Chessboard, og jeg skal se om jeg får tid til at kommentere den her på 180Grader.
De nyttige idioter er der imidlertid ingen tvivl om hvem er: islamister versus vestlige islamkritiske fjollehoveder. Fjollehoveder der i tunnelsyn ser konturerne af en kolomægtig fjende, men hverken forstår årsagerne til denne fjendes umiskendelige fremgang, eller ser det store skakbræt som både de selv og islamisterne hopper rundt på, i et spil som kaldes ’Krigen mod Terror’.
